Vestergaard vilde forvandling: Et drømmeskifte til Werder Bremen
Foto: Carmen Jaspersen/Polfoto
Bundesliga

Vestergaard vilde forvandling: Et drømmeskifte til Werder Bremen

I efteråret var det meget få minutter, Jannik Vestergaard fik for Hoffenheim. Så skiftede han til Werder Bremen, var stamspiller og løftede klubben til en midterplacering.

Et klubskifte er langt fra lig med succes, men hvis den danske U/21-landsholdsanfører Jannik Vestergaard kniber sig selv i armen, er det ganske forståeligt. For da han sidst i januar skiftede en rolle som reserve i Hoffenheim ud med Werder Bremen, er det kun gået frem for den danske forsvarsspiller.

I Hoffenheim spillede Vestergaard sjældent, og da han så skiftede til Werder Bremen, lå klubben tredjesidst i Bundesligaen. En position, som ved Bundesligaens afslutning ville udløse nedrykningsspil. Men Vestergaard blev fast mand i Werder Bremen og var med til at føre klubben op i tabellen og til en 10.plads i Bundesligaen.

- Det var slet ikke til at tro på. Da jeg kommer til klubben, ligger vi tredjesidst, men vi vinder de første fem kampe, jeg spiller. Klubskiftet har været over al forventning. Selv om du altid tror på, at du er god nok og fortjener chancen, er det vildt, at det hele flasker sig, som du har drømt om, siger Jannik Vestergaard til tipsbladet.dk og forklarer:

- Det siger også noget om, at selv om du er langt nede i et hul, kan det gå meget, meget hurtigt i fodbold. Det er næsten svært at tro på, at det kan gå så hurtigt, men det er selvfølgelig også en lektie, der er værd at tage med.

Den 22-årige forsvarsspiller nåede at spille 15 kampe i Bundesligaen for Werder Bremen, kun afbrudt af et par uger på sidelinjen efter en voldsom stempling fra HSV's Rafael van der Vaart. Vestergaard husker stadig tydeligt stemplingen på knæet, for han frygtede en lang og alvorlig skade.

- Da det skete, tænkte jeg, at det var langt værre, end det var. Min knæskal var ude af led, og røg så på plads igen. Det føltes ekstremt mærkeligt, og jeg havde ingen erfaring med den type skade. Jeg havde intet at sammenligne med, derfor var jeg også meget nervøs, siger Jannik Vestergaard.

Forsvarsspilleren blev i løbet af foråret, grundet sine gode præstationer for Werder Bremen, rygtet til engelske Everton, og selv om det ikke er Jannik Vestergaards ønske at skifte klub på nuværende tidspunkt, kan han alligevel bruge rygtet som en cadeau.

- Det er en bekræftelse på, at jeg har gjort noget rigtigt, men også at vi som hold har haft succes i Werder. Den enkelte spiller kan nemt komme i fokus, når holdet har succes. Jeg har intet behov for et skifte, og der er da heller intet konkret. Jeg vil kigge på det, hvis der kommer noget, men jeg har det godt i Werder, siger Vestergaard.

Jannik Vestergaard fik sin fodboldopvækst i Brøndby, inden han rykkede til Hoffenheim. Her blev han fast inventar i forsvaret, men mistede altså sin plads i efteråret og valgte at skifte væk fra klubben. Ifølge Vestergaard selv havde han ikke det bedste forhold til træneren i Hoffenheim.