Ajax chanceløse mod kontrollerende Barcelona
Illustration
Champions League

Ajax chanceløse mod kontrollerende Barcelona

Ajax blev ikke levnet mange chancer, da hjemmebanefavoritterne sejrede på Camp Nou.

FC Barcelona var i fuld kontrol, da Ajax med tre danskere i startopstillingen blev sendt hjem til Holland med et 1-3-nederlag i bagagen. Et nederlag, der sagtens kunne have været større, men FC Barcelona nøjedes med målene sat ind af verdensstjernerne Neymar og Messi, mens Sandro slog sejren fast i overtiden.

Man har set opskriften før. Hurtige førstegangsafleveringer ender hos Messi, der tager nogle korte træk og finder en medspiller, der blot skal afslutte angrebet. Når manden der får det afsluttende ansvar hedder Neymar, så kender man også det typiske udfald. Scoring til FC Barcelona. Nøjagtig sådan gik det til, at Barcelona bragte sig foran med 1-0 efter kun syv minutter.

Ligesom ovenstående opskrift er kendt, så er det heller ikke nogen hemmelighed, at man bliver straffet, og straffet hårdt, hvis man tillader sig at begå fejl i opspillet, når man møder FC Barcelona. Det må man sige, at Ajax og specielt Niki Zimling lærte, da hjemmeholdet bragte sig foran med 2-0 efter 24 minutter.

Zimling slår en fejlaflevering i opspillet, og da bolden havner ved Andres Iniesta, så kunne man allerede der mærke et sug gå igennem stadion. Og ganske rigtigt var der fare på færde , for med en snorlige aflevering flænsede den lille kreatør det hollandske forsvar op, da han fandt Messi i løb i feltet, der med en flad afslutning kunne bringe Barcelona yderligere foran. 

Herefter blev den spanske autopilot tændt, og det virkede i resten af halvlegen til, at hjemmeholdet var fint tilfreds med resultatet, og gæsterne ikke formåede at spille sig frem til chancer, der kunne skabe bare en smule spænding ind i opgøret. 

I anden halvleg var billedet stort set det samme. Barcelona i kontrol, med en flok halsende hollændere efter sig. Det til trods formåede Ajax dog at deltage mere i spillet efter pausen. Her kan backen Van Rhijn og danske Lucas Andersen nævnes som store faktore i den hollandske offensiv. Konstant i bevægelse og med en forbilledlig løbevillighed, blev der skabt lidt fremad banen.

Lidt spænding kom der dog ind i opgøret, da El Ghazi kun to minutter før tid fik scoret sæsonens første mål på Camp Nou af et udehold. Et pludselig angreb endte med en løs bold foran Ter Stegens mål. Hollænderen med de marokanske rødder var iskold foran kassen, og nogle få minutter, kunne de håbefulde fans drømme om miraklet. Et mirakel, der dog blev ved drømmen.

Det sidste håb blev da også slukket, da Sandro hamrede det sidste søm i kisten tre minutter inde i overtiden, da han stensikkert udnyttede en åbning i det hollandske forsvar.

I gruppens anden kamp besøgte stjernerne fra Paris Saint-Germain undertippede APOEL på Cypern. Her så det længe ud til, at cyprioterne skulle tage point med fra kampen. Men med kun tre minutter tilbage af opgøret tog Edinson Cavani ansvaret på sig, og efter en skarp skudfinte, et hurtigt træk, lidt klumpspil og en afslutning, kunne han sikre den franske sejr på 1-0.

Det betyder, at gruppen to favoritter Barcelona og PSG fik lidt luft i Champions Leagues gruppe F, hvor spanierne på andenpladsen har fire points ned til Ajax på trdjepladsen, mens Paris Saint-Germain er et point yderligere foran Barcelona.