Barca-profil: Behøver ikke at blive kønt
Champions League

Barca-profil: Behøver ikke at blive kønt

Dani Alves er ligeglad med, om det bliver til god fodbold, så længe FC Barcelona lykkedes med at slå Arsenal tirsdag.

Tirsdagen byder på to storkampe fra øverste hylde i Champions League. Blandt andet i London, hvor Arsenal skal på en svær opgave hjemme mod FC Barcelona. Her er det gæsterne, der på forhånd er favoritter, men det bliver formentlig kampen i London, som det spanske storhold skal passe ekstra meget på. 

I FC Barcelona vil man da også gerne gå på kompromis med spillet, så længe det kan blive til en sejr over Arsenal. Det understreger forsvarsprofilen Dani Alves, da den engelske avis Daily Mirror spørger, om han er villig til at vinde "grimt": 

- Vores mål er altid, at vi skal spille rigtig godt. Der er dog også modstanderen, vi skal tænke på. Der er høje forventninger, og vi kan møde hold, der spiller meget fysisk. For os gælder det alene om at komme fra den kamp med en sejr, siger Dani Alves til Mirror og fortsætter: 

- Nogle gange bliver vi nødt til at lide for at få resultater. Vi kan ikke slappe af, for vil man gerne opnå store ting, skal man igennem flere svære perioder. Det er altid smukt, når man spiller forrygende. For mig er det dog endnu mere smukt at vinde, udtaler han.

Kampen mellem Arsenal og FC Barcelona starter klokken 20:45 på Emirates Stadium.