Barcelona-legende tror på Champions League-comeback
Foto: Clive Rose/Getty Images
Champions League

Barcelona-legende tror på Champions League-comeback

Barcelona kan vende det smertefulde nederlag til PSG til videre avancement i Champions League.

Selvom det var valentinsdag i tirsdags, var det langt fra kærlighed, PSG gav til Barcelona, da de to hold tørnede sammen i Champions Leagues ottendedelsfinale.

I stedet var det en kold og hård lussing, der blev givet til det spanske mandskab, da det måtte tage hjem fra kærlighedens by, Paris, med et nederlag på 4-0.

Selvom det synes umuligt for Barcelona at komme videre til kvartfinalen, tror den tidligere Barcelona-spiller Dani Alves ikke, at det er helt forbi endnu.

- Det er svært at komme tilbage. Ikke fordi Barca ikke kan, men på grund af kvaliteten af modstanderne. De presser og lader dig ikke spille, siger Dani Alves til Sport.

Dani Alves var selv med til at vinde Champions League med Barcelona, og selvom samarbejdet er brudt, betyder det ikke, at der er en kold mur imellem.

- Jeg vil altid gerne have dem til at gøre det så godt som muligt. I fodbold kan alt ske. Hvis nogen kan lave et comeback, er det Barca-maskinerne, lyder det.

Dani Alves er med sit Juventus-hold ligeledes i ottendedelsfinalen, hvor de møder Porto.