Champions League

Blanc: Vi vil vinde i München

Bordeaux-træner Laurent Blanc tror på, at hans mandskab kan slå Bayern München igen og sende dem ud i CL-mørket.

Det er Bayern Münchens træner Louis Van Gaal, der er presset inden aftenens opgør mod Bordeaux i Champions Leagues gruppe A. Bordeaux har hentet syv point i de første tre kampe - senest en 2-1 sejr hjemme over netop Bayern München, der har fire point og ligger på gruppens tredjeplads.

I aften tørner de to klubber så sammen igen. Denne gang på Allianz Arena, og træner Laurent Blanc er sikker på, at han og Bordeaux kan trække det længste strå og på den måde spille sig videre til ottendedelsfinalerne.

- Det er en vigtig kamp for begge hold, men vores situation er meget mere komfortabel med vores syv point. Bayern er under pres, men vi må ikke slappe af og tro, vi allerede har vundet det hele. Vi vil gøre, som vi gjorde for to uger siden. Vi vil vinde her. Vi må forvente stærk modstand - især i de første minutter, hvor Bayern vil angribe og prøve at score et tidligt mål, siger Blanc til UEFA's hjemmeside.

Van Gaal hæfter sig ved, at Bayern München altid plejer at spille godt i de vigtige kampe, og tror også på, at hans mandskab spiller sig tilbage i kampen om de to billetter til ottendedelsfinalerne.

- Det er en slags tradition her i München, at vi vinder de virkelig vigtige kampe. Vi skal vinde, desværre er det ikke altid muligt. Jeg vil være gald denne gang, hvis vi kan slutte kampen med 11 spillere på banen, så har vi en god chance, siger Van Gaal med henvisning til den seneste kamp mod Bordeaux, hvor Thomas Müller og Daniel Van Buyten blev udvist.

DU KAN FØLGE BAYERN - BORDEAUX OG ALLE DE ANDRE KAMPE I CHAMPIONS LEAGUE I VORES LIVE-SEKTION, SOM DU FINDER LIGE HER.