CL-optakt: Juventus FC - FC Barcelona
.
Champions League

CL-optakt: Juventus FC - FC Barcelona

Sæsonens største kamp i Europa spilles lørdag aften i Berlin. Tipsbladet.dk klæder dig på til den store kamp mellem Juventus og FC Barcelona.

Kampfakta:
Spillested: Olympiastadion, Berlin
Dommer: Cüneyt Çakır, Tyrkiet
Kampstart: Lørdag klokken 20.45
På tv: TV3+
Twitter: #cldk #juvfcb
 
Holdnyt:
Juventus:
Det er ottende gang, at Juventus står i en finale i Europas fornemmeste klubturnering. Hidtil er det ”kun” blevet til to triumfer, så der er meget på spil for Torino-klubben, der har været så suveræne hjemme i Italien i den forgangne sæson og nu kan fuldende en fornem trippel af trofæer. 
 
72 mål i Serie A og kun 24 lukket ind er fornemme tal i 38 kampe, og også i Champions League har holdet gjort det godt – dog særligt defensivt, hvor man kun har lukket syv mål ind, men til gengæld også blot scoret 16 kasser i 12 kampe. 
 
Til selve finalen må Juventus undvære Giorgio Chiellini, Martin Cáceres, Asamoah og Romulo, der definitivt er ude, mens Barzagli er tvivlsom med en lårskade. 
 
FC Barcelona:
Træner Luis Enrique råder over en fuldt ud kampklar trup, og det bliver spændende at se Barcelona-ekspressen rulle sig ud i jagten på den magiske El Treble. Mesterskabet og pokaltitlen i hus – nu mangler kun Champions League.
 
For ottende gang befinder FC Barcelona sig i en finale i Champions League/Mesterholdenes Europa Cup. Fire gange har klubben vundet turneringen, og man kan altså føje et femte eksemplar af sølvtøjet med flyveørerne til hylden. I Champions League-regi har FC Barcelona vundet 10 af de foregående 12 kampe med 28 scoringer til følge. Kun 10 mål er lukket ind.
 
Midt i al snakken om Messi, Suarez og Neymar, skal man også huske, at Barcelona-ikonet Xavi spiller sin sidste kamp for sin elskede klub. Hvis Barcelona vinder titlen, slutter spanieren af med at tage sit 25. trofæ med klubben. 
 
Karantæne:
Juventus: Ingen
FC Barcelona: Ingen 
 
Champions League-form:
Juventus: V-V-U-V-U
FC Barcelona: V-V-V-V-T
 
Bud på startopstillinger:
Juventus (4-3-1-2): Buffon – Lichtsteiner, Bonucci, Barzagli, Evra – Marchisio, Pirlo, Pogba – Vidal – Tevez, Morata 
 
FC Barcelona (4-3-3): Ter Stegen – Alves, Pique, Mascherano, Alba – Rakitic, Busquets, Iniesta – Messi, Suarez, Neymar 
 
Vidste du, at...:
Lionel Messi kan blive den første spiller til at score i tre forskellige Champions League-finaler. Argentineren kom på måltavlen i 2009 og 2011, hvor Barcelona vandt turneringen, og nu kan han altså gøre det for tredje gang, hvis han netter mod Juventus i Berlin. 
 
Dom:
Kan det blive meget større? To nykårede mestre fra Spanien og Italien mødes i mesterholdenes finale på et af Europas fineste stadioner. Juventus og Barcelona repræsenterer tilmed de nationer, der oftest har vundet Mesterholdenes Europa Cup samt været i finalen i turneringen. Begge hold har været i finalen i Champions League/Mesterholdenes Europa Cup otte gange tidligere. Og begge hold har vundet både mesterkab og pokaltitel i hjemlandet og kan altså vinde The Treble. 
 
Det er sæsonens største kamp i Europa, der spilles, og det er af gode grunde svært at spå om, hvordan det forløber i Berlin. Den afgørende forskel må dog være den offensive pondus, som FC Barcelona råder over i MSN-trioen, der nærmest er garant for mål. Vi vurderer, at det vil blive afgørende, og derfor tror vi på en sejr til FC Barcelona. 
 
Vi byder på 2-1 til Luis Enriques tropper.