FC København glipper Champions League-billetten
Foto: Getty Images
Champions League

FC København glipper Champions League-billetten

FC København fik blot en 2-1-sejr over Qarabag, og manglede dermed ét mål for at komme med i Champions League.

FC København måtte onsdag aften indse, at det kun blev ved lige ved og næsten mod Qarabag fra Aserbajdsjan i det sidste skridt af kvalifikationen til Champions League. Her blev det til en 2-1-sejr til københavnerne, men da FCK tabte 0-1 ude, så var Qarabags udebanemål i Parken altafgørende.

Som hjemmehold og bagud på forhånd var det dog et FC København-hold, der var spilstyrende i løbet af hele kampen, og der var da også nok af muligheder til at få scoret det sidste og afgørende mål, der ville give Champions League-billietten til FCK i stedet for Qarabag.

FC Københavns tålmodighed kom virkelig på en prøve i kampen, men det betalte sig i første halvleg, at de holdt hovedet koldt. Her skulle de nemlig frem til sidste minut før de fik scoret. Forinden havde Federico Santander fået et frispark omkring midten af banen. Det frispark blev sendt direkte ind i feltet til netop Santander, der headede bolden i en blød bue over Qarabag-målmanden og ind i mål.

I anden halvleg fortsatte FCK jagten mod endnu en scoring, men så kom chokket, da Agolli blev sendt nedad venstrekanten, hvorefter han slog et indlæg ind til Dino Ndlovu, der udplacerede Robin Olsen i København-målet. 

Det fik FC København hurtigt svaret tilbage på efter et præcist indlæg fra Peter Ankersen til Pavlovic, som sendte FCK i front igen. Og nu kun manglede ét mål, som de havde en halv time til at score. 

Med stigende pres kom FC København tættere og tættere på målet, hvor både Pavlovic og Benjamin Verbic havde muligheder for at score. De kom bare aldrig, og derfor kunne Qarabag-spillerne falde på knæ og juble i stor stil for deres arbejdssejr.

Mens Qarabag nu kommer i Champions Leagues gruppespil, så får FC København i stedet adgang til Europa Leagues ditto.