Champions League

Mourinho fik hævn

Inter slog i en mavepuster af en kamp knebent Chelsea med 2-1 i første opgør imellem de to klubber i Champions League-kvartfinalerne.

Den første duel imellem Inter og José Mourinhos gamle klub, Chelsea, blev lidt mod forventning en meget underholdende og intens affære, der også hurtigt kom i omdrejninger.

Inter kom nemlig foran efter bare to minutter, da Diego Milito efter flot Inter-opspil tørrede John Terry, og køligt klaskede bolden ind i det korte hjørne, uden om Petr Cechs fremstrakte fingre.

Det afstedkom et massivt Chelsea-pres, som flere gange resulterede i fornemme afslutninger, men nærmest kom de, da Didier Drogba sendte et dommedagsfrispark på underkanten af overliggeren fra 32 meter.

I overtiden af halvlegen skulle Inter så have været reduceret til ti mand, da Kalou på en friløber blev nedlagt i det lille felt, men Inter slap med skrækken.

Det gjorde de ikke fem minutter efter pausen, da en velspillende Ivanovic gik på solomission igennem Inters midtbane, og fik bøvlet bolden videre til samme Kalou. Han kvitterede med at liste bolden ind ved fjerneste stolpe med et skruet indersidespark.

Det ville Esteban Cambiasso dog ikke finde sig i, så fire minutter senere kunne han i to omgange udligne for Inter med et tørt hug i fjerneste hjørne.

Petr Cech havde smidt sig på det første forsøg, og nåede ikke at komme ned til det andet. Bare få minutter senere måtte Cech lade sig skifte ud med en grumt udseende knæskade, der ramte målmanden i en ufarlig situation.

Kampen var højeksplosiv, og Lampard var kort efter tæt på at udligne efter en elegant kombination imellem Nicholas Anelka og Drogba, som midtbanespilleren fik flugtet mod mål, men lige på Julio Cesar.

Drogba var ellers ret usynlig i anden halvleg, og Inter lukrerede resten af kampen på at afværge Chelseas angreb, mens man søgte kontraen. Det virkede godt mod et engelsk mandskab, der langsomt så ud til at mangle idéer.

I slutfasen brændte det på et par gange foran Inters mål, men Mourinho fik i første omgang hævn over sin gamle klub, og må allerede være i gang med at lægge taktikken til returopgøret på Stamford Bridge.