Wengers historiske gensyn i Champions League

Han har været en af de største kræfter i den transformation, engelsk klubfodbold har gennemgået siden midt i 90’erne, hvor Arsène Wenger kom til Arsenal. Han blev den tredje ikke-britiske manager i Premier League efter Osvaldo Ardiles i Tottenham og Ruud Gullit i Chelsea, hvilket ikke gør det mindre bemærkelsesværdigt, at han stadig sidder på posten i Arsenal. I dag skal vi helt ned til Liverpool på 7. pladsen for at finde den højest placerede klub med en britisk manager.

Hvem var den ranglede franskmand, Arsenal hentede i Japan i august 1996? Vi kender ham som ikonet på det Arsenal, der næsten aldrig vinder titler eller henter de største spillere, men som alligevel altid formår at ligge i toppen af Premier League. Han er manden i den berømte dunklokke, som aldrig går af vejen for at sende en spydig kommentar efter sine managerkollegaer. Og da Arsenal i 2005 slog Crystal Palace uden en eneste englænder i truppen, blev han billedet på verdens stærkeste og mest traditionsrige liga, som med årene også blev verdens mest globaliserede liga.

Arsène Wengers vej til at blive en af verdens mest anerkendte managers har egentlig været snorlige – og så alligevel slet ikke. Fodboldkarrieren var i bedste fald middelmådig for den kloge midtbanespiller. Han spillede hele sin karriere i klubber ikke mere end en times kørsel væk fra fødebyen Strasbourg i det nordøstlige Frankrig, tæt på grænsen til Tyskland. Allerede dengang blev kimen lagt til det globale menneske, Wenger er i dag. Han taler fransk og tysk qua sit geografiske ophav, og han har siden tillært sig evner inden for engelsk, italiensk, spansk og japansk. Men selvom Wenger aldrig tjente nævneværdige penge i klubberne AS Mutzig, FC Mulhouse og ASPV Strasbourg, så fik han alligevel en af de titler, der siden blev hans evige forbandelse i Arsenal.

For midtbanespilleren fik efterhånden opbygget et tæt forhold til sin træner, Max Hild, som han fulgte til sit favorithold som ung og byens store klub, RC Strasbourg. Wenger var egentlig kun tiltænkt en rolle som trænerens forlængede arm på reserveholdet, men der blev efterhånden brug for ham på førsteholdet. Det blev både til en enkelt kamp i UEFA Cuppen samt Wengers personlige debut i Ligue 1 i en sæson, hvor RC Strasbourg blev fransk mester!
Som spillertype er Arsène Wenger helt klart faldet ind under den kategori af spillere, for hvem det har været naturligt at gå videre med trænerhvervet efter den aktive karriere. Og ligesom rivalen José Mourinho er han beviset på, at det ikke nødvendigvis kræver en karriere på absolut topplan for at blive en træner på allerhøjeste niveau.

Trænerkarrieren startede som assistent i AS Nancy i den bedste række, inden Aldo Platini – far til Michel – overtalte klubben til at give Wenger chancen som cheftræner. Middelmådige resultater med meget begrænsede midler gav i 1987 et jobtilbud, Arsène Wenger ikke kunne sige nej til i det stenrige fyrstendømme Monaco.

Arbejdsro i Sydfrankrig
AS Monaco har altid været en speciel størrelse i fransk fodbold. Beliggende i bystaten Monaco er det sådan set slet ikke en fransk klub, men den franske indflydelse i mini-landet har betydet, at Monaco altid har spillet i de franske fodboldrækker. I de senere år har man diskuteret, om fodboldklubben skal fratages muligheden for at give sine spillere store skattefordele gennem statens indkomstskat på nul procent, men det er stadig en af klubbens mest effektive måder at tiltrække store spillere på. Det blev også tilfældet for John Sivebæk, som efter en god periode i Saint Etienne kom til Monaco. Højre backen havde været fascineret af byen, som han havde besøgt adskillige gange som modstander til Monaco.

”Det var specielt at komme til Monaco, fordi der er den her specielle stemning omkring holdet. Der kommer kun få tusinde til kampene, for der er simpelthen ikke særligt mange monegaskere. De folk, der kommer til kampene, er selvfølgelig fra Monaco, men de kommer ikke og er passionerede,” fortæller John Sivebæk. Hans beskrivelse passer umiddelbart stadig godt på det Monaco, der i dag kæmper for at nå tilbage på niveauet fra Wengers tid, da klubben var en etableret del af topkampen.

Arsène Wengers første sæson i spidsen for holdet gav et fransk mesterskab og en titel som Årets Træner i Frankrig, hvilket bekræftede, at Wengers trænerpotentiale var stort, selvom han var rykket ned med Nancy året inden. Men selvom holdet formåede at holde sig i top-3 de næste fem sæsoner, så lykkedes det kun at vinde ét trofæ i resten af Wengers tid i klubben. En trofæhøst, der trækker forbavsende præcise linjer op til Arsenals mange gode ligaplaceringer, uden at holdet fra det nordlige London er nået helt til tops mere end tre gange og senest for over 10 år siden under Arsène Wenger.
Let spøgende siges det om Wenger, at han er den største træner, som ikke har vundet en europæisk titel. Han har fået muligheden med Arsenal af to omgange.

Første gang i Parken i København til UEFA Cup-finalen mod Galatasaray, hvor en ustoppelig Claudio Táffarel sikrede tyrkerne pokalen med en 4-1 sejr efter straffesparkskonkurrence. Uden for banen blev kampen præget af voldsomme voldsscener mellem engelske og tyrkiske fans, mens kampen på banen især huskes for en enestående redning af førnævnte Táffarel efter 18 minutter af ekstratiden. Et perfekt indlæg af Ray Parlour finder på bagerste stolpe Thierry Henry, som header knaldhårdt mod mål, men på utrolig vis lykkes det den brasilianske målmand at holde bolden ude af mål – og trofæet ude af Arsène Wengers hænder.

Arsenal fik endnu et forsøg i Champions League-finalen i 2006, men her mødte man kompetent modstand i form af Barcelona, som toppede under Frank Rijkaard netop det år. Det blev ikke gjort nemmere af en tidlig udvisning til Jens Lehmann, så igen måtte Arsène Wenger gå tomhændet fra en europæisk finale.

Men allerede i 1992 gjorde Wenger sit første mislykkede forsøg på at vinde et europæisk trofæ. Monaco var i Cup Winners Cup-finalen mod Werder Bremen med den yderst kontrollerede Otto Rehhagel i spidsen. Det var Rehhagel, som 12 år senere førte Grækenland til landets første europamesterskab på alt andet end sprudlende fodboldspil. Det var den sæson, hvor John Sivebæk spillede for Monaco, men han måtte se kampen fra tribunen.

”Finalen mod Werder Bremen skulle spilles på Lissabons store stadion. Vi var fire udenlandske spillere, og dengang måtte man kun bruge tre, så vi havde roteret hele sæsonen, og jeg trak så desværre sorteper til finalen,” siger John Sivebæk om en af de ringest besøgte europæiske finaler nogensinde.

Få dage inden var den franske pokalfinale blevet aflyst på grund af en tribuneulykke på stadion i Bastia, hvor 18 mennesker døde. Kun få tilhængere rejste med til den portugisiske hovedstad, så tilskuertallet til finalen var helt nede på 16.000.

”Der var absolut ingen atmosfære. De tomme tribuner fik det til at føles som en træningskamp, og vi havde svært ved at sætte os op til den. Selv Wenger virkede var fuldstændig afslappet, selvom det var hans job at motivere os. Det var en ikke-kamp,” har Wengers sikre kort på den defensive midtbaneplads, Claude Puel, senere udtalt.

Kampen blev ligesom stemningen et decideret anti-klimaks for Monaco. Taktisk gik Wenger ind til kampen, som vi kender ham i dag med en 4-2-3-1 opstilling. Aggressive backs og masser af fart skulle lirke Werder Bremens tyske defensiv op, men tyskerne vandt til sidst en 2-0 sejr. Begge mål kom efter fejl af Emmanuel Petit, som ved lejligheden var placeret i det centrale forsvar. Petit blev en stor spiller, som Wenger tog med sig til Arsenal, inden han tog videre til Barcelona og afsluttede karrieren i Chelsea. Ellers var holdets store stjerne i de år den liberiske angriber George Weah, som Arsène Wenger hentede til europæisk fodbold fra Cameroun. Weah vandt i 1995 Ballon d’Or, hvilket han til dato er den eneste afrikaner, der har præsteret.

Tro mod sig selv 
– forud for sin tid
To ting har kendetegnet Arsène Wengers indkøbsfilosofi helt fra tiden i Monaco til Arsenal; han køber enten usædvanligt grundigt scoutede talenter eller billige seniorspillere med et uforløst potentiale. Og tre ting har kendetegnet Arsène Wengers tilgang til fodboldspillet på banen; højt pres, boldbesiddelse og fart. Ellers har han vekslet mellem forskellige formationer i nogenlunde samhørighed med, hvad der har været populært i tiden. I Monaco spillede han til tider med to angribere, da han havde den store engelske targetman Mark Hateley i klubben. Hateley kunne ikke skubbe George Weah ud på bænken, så liberieren fik i stedet en rolle som sekundær angriber med tilladelse til at søge ud på kanten, og på den måde nærmede formationen sig en mere klassisk 4-3-3.
Informationen kommer fra Wengers forsvarstale, da han efter Arsenals 2-2 i 2010 mod FC Barcelona i Champions Leagues kvartfinale blev konfronteret med, at hans Arsenal-hold havde kopieret Guardiolas tiki-taka fodbold med ekstrem boldbesiddelse. I de år lå Arsenal konsekvent højest i Premier League på gennemsnitlig boldbesiddelse. Wengers svar var, at han begyndte at bruge 4-3-3 før Barcelona og refererede til sin opstilling, da Monaco mødte Galatasaray i Europa Cup-kvartfinalen i 1989, hvor Weah fik en fri angrebsrolle. Endelig tilføjede han, at 4-3-3 hverken var hans eller Barcelonas opfindelse, men derimod et hollandsk system.

Dengang i sæsonen 88/89 fik Wenger sin kun anden europæiske fodboldoplevelse, efter han i sin karrieres efterår højst overraskende fik sin første, da Strasbourg tabte 4-0 til MSV Duisburg. Kvartfinalen mod Galatasaray blev endestationen for AS Monaco, som tabte samlet 2-1, efter at de tidligt kom bagud i den første kamp på hjemmebane på baggrund af håbløst dårligt forsvarsspil. Noget som næppe har huet den grundige Wenger, hvis aggressive spillestil kræver et højt koncentrationsniveau i det defensive arbejde. Da Arsène Wenger med Arsenal i denne sæsons Champions Leauge-gruppespil mødte Galatasaray for tredje gang, skrev historien i øvrigt nærmest sig selv. Tredje gang blev i hvert fald lykkens gang, da Arsenal i begge opgør vandt klart med 4-1.

Selvom Wengers fodboldfilosofi har udviklet sig med tiden, så er det tydeligt at se en rød tråd op gennem hans karriere, og det er bemærkelsesværdigt, at han alligevel har fået så stor succes ved at være så tro mod de tanker, han gjorde sig som en topmanager i svøb for omkring 30 år siden. Han har altid holdt fast i sin bagkæde med fire mand, selvom rigtigt mange hold med succes havde tre mand i bagkæden i starten af 90’erne. Han har altid haft hurtige, angrebsivrige backs, mens han dog har brugt vidt forskellige stoppertyper – fra den boldspillende Emmanuel Petit til fyrtårnet Per Mertesacker. Han har også altid gået efter midtbanespillere, som kan yde et betydeligt bidrag i såvel det defensive som det offensive spil, og endelig er han måske allermest kendt for stædigt at holde fast i sin bæredygtige indkøbsstrategi. Arsène Wenger har aldrig været en mand, som har givet bestyrelsen grå hår ved at komme med raslebøssen i tide og utide. Han har tværtimod skabt solide transferoverskud ved kompromisløst at gå efter den fodboldspiller, der har en profil, som passer på hans fodboldhold.

”Hvis jeg giver dig en god vin, så smager du først på den, og derefter spørger du, hvor den kommer fra,” sagde Arsène Wenger tilbage i 2007 for at forsvare sin indkøbsfilosofi i en periode, hvor Theo Walcott var den eneste brite, der reelt var i nærheden af holdet i Arsenal.

Den primære årsag til Wengers mådeholdenhed med briter er, at de simpelthen er for dyre. Franskmanden nægter at betale overpris, og det har i rigtigt mange år hørt til sjældenhederne, at Arsenal har betalt særligt meget mere end 100 millioner kroner for deres dyreste spillere, hvilket ligger langt under deres direkte modstandere i Premier League. Og det gør deres 18 Champions League-deltagelser i træk desto mere imponerende, når man har set en klub som Liverpool falde drastisk i tabellen efter en række transfervinduer, hvor indkøbene har været af tvivlsom kvalitet.

Efterhånden som presset på Wenger er blevet større på grund af de manglende trofæer, har han dog givet en lille smule efter. Det krævede den helt store tegnebog at sikre sig verdensstjernerne Mesut Özil og Alexis Sánchez, som tilsammen kostede omkring 800 millioner kroner. Det var nok tvivlsomt, om Arsenal stadig ville have muligheden for at fortsætte den imponerende Champions League-stime, hvis det ikke havde været for især indkøbet af Alexis Sánchez.

Og så er der lige Thierry Henry. Ingen spiller har betydet så meget for Arsène Wenger som den franske angriber. Han hentede ham til Monaco som 13-årig, efter hans talentspejder havde set ham score alle seks mål i en ungdomskamp. Wenger gav ham sin professionelle debut for Monaco to uger efter hans 17-års fødselsdag. Under tre uger senere blev Wenger fyret i Monaco efter en elendig sæsonstart, men det blev altså langt fra det sidste, han skulle se til Henry. En sjov krølle på historien om Wengers fyring var, at Bayern München var ude efter ham mod slutningen af sæsonen, men Monaco ville ikke slippe ham efter en god sæson i Champions League, hvilket Wenger havde det fint med.

John Sivebæk har både spillet et år under Alex Ferguson og Arsène Wenger, som skulle gå hen og blive bitre rivaler. Han roser dem begge, men hæfter alligevel nogle særlige ord på franskmanden.

”Jeg har haft rigtigt mange gode trænere i Danmark og i udlandet, men Arsene Wenger er måske den mest intelligente, behagelige og velforberedte træner, jeg har haft. Der var ingen slinger i valsen, for han vidste, hvad han ville. Ikke for at sige noget dårligt om Ferguson, for det vidste han også, men det var på en anden måde. Han overraskede mig positivt på alle måder, og det indtryk har stået fast, når jeg har mødt ham efterfølgende. Han er en utroligt behagelig person,” siger John Sivebæk, som ikke synes, at Arsène Wenger har ændret sig specielt meget, siden han havde ham som træner.

”Det er ikke mit indtryk, at han har ændret sig ret meget. Han virker stadig som den samme rolige mand, jeg kendte fra dengang, selvom han jo kommer med en spydig udtalelse engang i mellem. Men han er en meget intelligent, velovervejet og veluddannet herre,” siger Sivebæk om fodboldmanden, som sideløbende med sin aktive karriere både har taget en ingeniør- og økonomiuddannelse.

”Han var forud for sin tid. Fra England var vi vant til at drikke noget Gatorade-energidrik, men Wenger introducerede os for en eller anden speciel drik, han havde fået af en professor. Han var simpelthen så grundig i alt, hvad han foretog sig. Da jeg blev hentet, vidste han alt om, hvilken spiller jeg var. Til træning var der aldrig noget, der var overladt til tilfældighederne, og han var især stærk til den taktiske træning. I Saint-Étienne kom min træner, Robert Herbin, typisk ind i omklædningsrummet og spurgte, om vi så kampen i går, hvis der havde været en stor kamp. For sådan ville han gerne have, at vi spillede. Men så gik vi ud på træningsbanen, og så var det noget helt andet, vi lærte. Wenger var exceptionel til at lære os tingene på banen snarere end på taktiktavlen – for det er på banen, man lærer det,” siger John Sivebæk.