Landshold

CV afviser spillerpres

FC Københavns spillere har ikke banket på Carsten V. Jensens dør med kritik af den nu fyrede træner Roland Nilsson.

Allerede få timer efter Roland Nilssons fyring blev offentliggjort, løb historien om utilfredshed med svenskeren i FC Københavns spillertrup. Den historie blev delvist bekræftet, da en unavngiven spiller overfor sporten.dk bekendtgjorde, at Nilsson i sine seks måneder i jobbet som FCK-træner aldrig vandt spillernes respekt.

Læs også: Nilsson manglede spillernes respekt

Klubbens nye træner - og sportsdirektør - Carsten V. Jensen slår dog fast, at han ikke har oplevet pres fra spillernes side omkring en fyring af Roland Nilsson.

- I FC København findes den type involvering af spillerne ikke. Den type
beslutninger laver vi ikke. Var der kommet spillere til mig med den
slags, var de blevet sparket udenfor døren, fortæller Carsten V. Jensen til tipsbladet.dk.

I stedet forklarer sportsdirektøren om tankerne bag fyringen. Tanker, der i bund og grund bunder i, at matchet mellem Roland Nilson og FC København var et dårligt et af slagsen.

- Det er ikke FC København (Roland Nilssons måde at arbejde på, red.) det her. Det var det, jeg tænkte. Derfor afbryder vi samarbejdet. Vi har
arbejdet med en meget tydelig sportslig model, og det kan være en tung
ting at komme ind og arbejde med, når man kommer udefra. Arbejdet i
hverdagen har ikke været i en retning, hvor vi kunne se, at der var
noget at arbejde videre på fremadrettet.  Vi skal se på, om det der sker
i hverdagen, følger det spor, vi gerne vil have, det skal. Og det har
det ikke gjort (med Roland Nilsson, red.), bedyrer Carsten V. Jensen.

I fremtiden skal Carsten V. Jensen selv følge det spor, som han selv har lagt ud. Sportsdirektøren er nu også FC Københavns cheftræner på ubestemt tid.