Landshold

Poulsen: Er ikke verdensmester

Jakob Poulsen var Danmarks bedste spiller mod Chile, men AGF'eren holder fødderne på jorden

Man er vel ikke vestjyde for ingenting. Jakob Poulsen var her, der og næsten alle steder i venskabskampen mod Chile

AGF'eren med rod i Næsbjerg var ubetinget Danmarks bedste spiller og var efter kampen også godt tilfreds med sin egen indsats men var ikke på vej til at lette i eufori.

Og hvad kan Jakob Poulsen så tage med sig fra venskabskampen onsdag aften?

- Trætte ben. Og en glæde over en god kamp. Men jeg ved også, at det ikke hjælper noget at tage hjem og tro, at jeg er verdensmester. Jeg skal hjem og arbejde videre. For klicheen om, at man ikke er bedre end sin sidste kamp, holder jo, siger Jakob Poulsen til Ekstra Bladet.

Læs også: Svensk spion frygter Ungarn

Midtbanespilleren er godt klar over, at der er skarp konkurrence på den centrale midtbane, hvor Daniel Jensen kan blive den værste konkurrent til den offensive plads i fremtidens landskampe, hvor der er VM-point på spil.

- Der er selvfølgelig stor konkurrence på den position, jeg spiller. Men jeg mener, at vi er så forskellige fodboldspillere. Daniel (Jensen, red. ) er måske bedre til at gå ned og hente bolden og vende, mens jeg mere prøver at finde hullerne i modstandernes defensiv, lyder det fra Jakob Poulsen, der allerede på lørdag er tilbage i Parken, når han skal bruge kræfterne for AGF i topkampen mod FC København.

Danmark møder Portugal lørdag 5. september i Parken.

LÆS OGSÅ: Stort eksklusivt tillæg om Premier League - bliv klar til weekenden!