EM

Gerrard antyder landsholdsexit efter EM

Steven Gerrard fortæller, at vil overveje sin landsholdsfremtid efter sommerens EM i Polen og Ukraine.

I går fortalte Liverpools mangeårige midtbanestjerne, Steven Gerrard, at han var klar til at overtage anførerbindet frem mod EM i Polen og Ukraine til sommer.

Men i dag kommer englænderen med en helt anden type udmelding. Nu overvejer den 31-årige engelske stjerne at stoppe på landsholdet, når sommerens EM er overstået.

- Det er noget jeg er nødt til at sidde ned og tænke over efter EM denne sommer, siger han til The People.

- Jeg har ikke talt med nogen om det her endnu. Jeg har heller ikke taget en beslutning, om hvad jeg gør, for der er en masse ting af overveje. Jeg er bare fuldt fokusset på at gøre det så godt som muligt for Liverpool i denne sæson og derefter spille EM for England. Efter det vil vi se, hvad der sker.

- Først og fremmest elsker jeg at spille for England, og at være anfører for dit land er højdepunktet for enhver spiller. Jeg vil gerne gøre det klart, at når jeg stopper på landsholdet, vil det aldrig være fordi, jeg ikke ønsker at spille for mit land. Det vil aldrig være på grund af det, slutter Liverpool-spilleren.