Optakt: Frankrig - Irland
EM

Optakt: Frankrig - Irland

Det måtte jo et eller andet sted ske, at Irland fik muligheden mod Frankrig igen. Som mange nok stadig husker, var det mod Irland, at Thierry Henry brugte hånden og sendte Irlands drømme om en VM-slutrunde i vasken.

Kampfakta:
Spillested: Stade de Lyon, Lyon
Kampstart: Søndag klokken 15.00
Dommer: Nicola Rizzoli
På tv: TV 2
Twitter: #FRAIRL #emdk

Holdnyt:

Frankrig:
Det franske landshold har ikke sprudlet, men har alligevel hentet syv point i tre kampe. Nu venter så Irland, og spørgsmålet før opgøret er, om Didier Deschamps har fundet 11 mand, han føler sig tryg ved.

Svaret er ikke nødvendigvis ja, for spillere som Blaise Matuidi har ikke leveret, Patrice Evra har været under niveau, og stjernerne Paul Pogba og Antoine Griezmann mangler stadig for alvor at stemple ind. Omvendt kan man sige, at det er nu, de store spillere viser sig, så mon ikke Deschamps alligevel går med en ganske ok mavefornemmelse.

Til opgøret er der frit valg på alle hylder for den franske landstræner

Irland:
Martin O'Neill og det irske landshold kvalificerede sig med en sejr over Italien til ottendedelsfinalen, og her venter altså forholdsfavoritterne fra Frankrig. På papiret er Frankrig store favoritter, men det er vil være farligt at afskrive Irland.

For irerne er der mere end en kvartfinale på spil. Der er også et element af hævn i spil, efter de to lande mødtes i 2009 i playoff om en billet til VM 2010. Her trak Frankrig sig sejrrigt ud af mødet med Irland, men ikke uden kontrovers, efter Thierry Henry brugte hånden, så William Gallas kunne score det afgørende mål. Det har de bestemt ikke glemt i Irland, hvor de vil elske at smide Frankrig ud af turneringen. Det første opgør i Irland vandt Frankrig 1-0, Irland vandt returopgøret 1-0, så det endte med forlænget spilletid. Her brugte Henry armen bevidst.

Heller ikke i Irland er der problemer med karantæner, mens Jonathan Walters har hælproblemer og måske ikke når at blive klar til opgøret mod Frankrig. Også Stephen Ward er tvivlsom.

Karantæne:
Frankrig: Ingen
Irland: Ingen

Bud på startopstillinger:
Frankrig:

Frankrig (4-3-3): Lloris - Sagna, Rami, Koscielny, Evra - Matuidi, Kanté, Pogba - Griezmann, Giroud, Payet

Irland:

Irland (4-4-1-1): Randolph - Coleman, O'Shea, Keogh, Ward - Hendrick, McCarthy, Brady, McClean - Hoolahan - Long

Profilen:
Shane Long er en terrier af en angriber oppe foran i Irlands angreb. Hurtig, aggressiv og målfarlig. Med Long kunne man ønske, at han lavede flere mål, men omvendt får en træner altid en dedikeret arbejdsindsats. Og så har Long en forhistorie mod Arsenals Lauren Koscielny, han kommer til at spille over for. For et halvt år siden drev Long nemlig gæk med Koscielny, da Southampton vandt med 4-0 over Arsenal. Long scorede to gange, og gjorde det til en skrækkelig dag for Arsenal og Koscielny. Havde det ikke været for stolpen, havde Long også lavet hattrick.

Vidste du, at...:
Fra den famøse kamp for snart syv år siden, hvor Henry med armen spillede William Gallas helt fri, er der fire irere, der også er med i truppen til EM. Fire spillere, der enten var i startopstillingen eller på bænken. Shay Given var på mål, John O'Shea i forsvaret, Robbie Keane i angrebet, og Aidan McGeady på bænken. Kun O'Shea ventes at starte denne gang mod Frankrig.

For Frankrigs vedkommende var Hugo Lloris på mål, Patrice Evra og Bacary Sagna passede de to backs, mens Andre-Pierre Gignac var i front. Moussa Sissoko var på bænken. De tre førstnævnte ventes at starte igen denne gang.

Dom:
Selv om Frankrig har fået syv point i tre kampe og endnu ikke har tabt, er det ikke, fordi det franske folk eller følgere af EM har tabt kæben over det franske spil. Måske kommer det nu? Det er spørgsmålet. Omvendt vil Irland være super-motiverede, og landet har det fint med at stå lidt dybt i banen og leve på kontra. Det er fight, fight og fight, det handler om, og så er der ganske givet et håb om, at det franske publikum og hold bliver utålmodige. Så stikker den irske kniv.

Men selv om vi gerne vil finde gode argumenter for en irsk overraskelse, er det franske hold bare spækket mod stjerner. Holdet har tilmed ikke vist topniveauet endnu, så hvad sker der, når Frankrig spiller på alle tangenter?

Herfra er dommen en sejr på 2-0 til Frankrig, der spiller sig videre til et møde med England eller Island.

Tidligere indbyrdes kampe og form: