I Southampton har man for alvor haft succes med nytilkomne Graziano Pelle. Fire mål har angriberen kvitteret med i denne sæson, mens hans to seneste sæsoner hos Feyenoord har budt på imponerende 50 scoringer.
Nu håber Pelle på, at succesen vil bringe ham i spil til det italienske landshold, hvor han vil undre sig, hvis ikke han indgår i overvejelserne:
- Jeg tror på mig selv. Hvis ikke jeg fylder bare en smule i landstrænerens tanker, så vil det være underligt. Jeg gør det godt, og jeg ved godt, hvornår jeg fortjener noget, og hvornår jeg ikke gør. Jeg forventer at være i spil, men forventer ikke at blive udtaget. Der er mange gode spillere, der også står i kø, siger Graziano Pelle til Southampton Echo.
Italien skal i sine to kommende kvalifikationskampe møde Aserbajdsjan og Malta.