Video : Tipsbladet
Europa League

Brøndby skuffede hjemme mod Hajduk

Med bare 0-0 gør Brøndby det svært for sig selv inden returen i Kroatien.

Brøndby har ikke været helt oppe og ringe på det seneste med 1-2 mod VPS og et nederlag mod FC Nordsjælland i søndags.

Man skulle derfor have fuld gevinst mod kroatiske Hajduk Split for at holde dampen oppe, og det startede da også godt på eget græs. Aggressive og hurtige på kanterne forsøgte de blå-gule sig, og især Hany Mukhtar virkede i hopla.

Han havde et godt frisparksforsøg i første halvleg og var sammen med Lasse Vigen Christensen en fornøjelse at følge.

Desværre kunne man ikke slå kapital af anstrengelserne, og da Hajduk kunne mærke, at det ikke stemte helt overens i Brøndby-opspillet kom de også frem til deres forsøg.

Nikola Vlasic var en spændende spiller at følge, og han voldte i flere omgange problemer for det danske forsvar, hvor Benjamin Röcker lignede en mand med svære omstllingsproblemer.

Også i anden halvleg var det Mukhtar, der forsøgte at tvinge spillet frem, men hans medspillere var heller ikke gode til at gøre sig spilbare. Kevin Mensah havde fået chancen i front, men han blev fornuftigt skiftet ud til fordel for Kamil Wilczek i de sidste 30 minutter, for han gjorde i sandhed ikke megen væsen  af sig.

Også Besar Halimi kom på banen med et kvarter igen uden dog at gøre den helt store forskel, og så fes det lidt ud i sandet for Brøndbyerne, som ellers kæmpede godt.

De helt store chancer blev det dog ikke til for nogen af holdene, og så måtte det jo ende 0-0, hvilket var en skuffende omgang for Brøndby. De måtte endda æde et rødt kort til Paulus Arajuuri i de døende sekunder for sit andet gule, og ham må man undvære i returen i Split.