Superliga-dommer Morten Krogh får sig en på opleveren, når han møder på arbejde torsdag aften.
For en stund bytter han nemlig Hvidovre Stadion, Cepheus Park og de øvrige arenaer i Danmarks bedste fodboldrække ud med selveste Anfield.
Torsdag aften tørner Liverpool sammen med Union Saint-Gilloise i Europa League-gruppespillet, og UEFA har puttet Morten Krogh på tjansen at styre kampens løjer.
35-årige Morten Krogh er ikke uvant med internationale opgaver og har i 2023 været på opgave i blandt andre Kroatien, Belarus, Slovenien og Cypern. Opgøret mellem Liverpool og Union Saint-Gilloise må betegnes som hans hidtil største.
På linjerne på¨Anfield vil Morten Krogh være flankeret af landsmændene Dennis Wollenberg Rasmussen og Steffen Bramsen, mens Mikkel Redder er fjerdedommer.