Før finalen: Dengang Dolberg sagde nej til Brøndby
Foto: Dean Mouhtaropoulos/Getty Images
Europa League

Før finalen: Dengang Dolberg sagde nej til Brøndby

Onsdag står 19-årige Kasper Dolberg i Europa League-finalen, når Ajax møder Manchester United. Var brikkerne faldet på en anden måde, kunne han være endt i Brøndby IF.

Thomas Frank var træner, og Daniel Agger var netop vendt hjem fra England og Liverpool, så den gamle trekløver med Agger, Kahlenberg og Elmander var blevet genforenet på Vestegnen.

Men det var ikke kun på førsteholdet, at Brøndby tilbage i 2014 forsøgte at styrke sig, for klubben havde også snor i alle de bedste talenter.

Daniel Stückler blev hentet i Lyngby, og han var ikke den eneste spiller, som Brøndby i den periode forsøgte at slå kløerne i.

Silkeborgs Kasper Dolberg var også et stort emne i Brøndby, men den blonde offensivspiller var ikke interesseret i at komme til klubben fra Vestegnen og skrev under på en aftale med hollandske Ajax.

Resten er historie, for Dolbergs gennembrud er veldokumenteret, og at han tog den rigtige beslutning med sin karriere i 2014, kan der nok ikke være den store tvivl om. Onsdag står han over for Manchester United i Europa League-finalen, hvor selv de engelske fans og journalister frygter danskerens hammer.

Men hvad nu hvis Brøndby havde hentet Kasper Dolberg dengang i sæsonen 2014/2015. Havde han så fået et gennembrud?

- En del af planen (i Brøndby, red.) var, at vi skulle prøve at samle de bedste talenter. Daniel Stückler hentede vi, og vi havde også Jacob Bruun Larsen og Emre Mor til samtale. Og vi var interesserede i Kasper Dolberg.

- Ligesom med Emre Mor (der skiftede til FC Nordsjælland, red.) kan man sige "hvad nu hvis". Vi havde på det tidspunkt Rezan Corlu, der hamrede mål ind på U19-landsholdet, og som desværre blev ramt af en korsbåndsskade sidste sæson, og vi havde en Nikolai Laursen, der siden er skiftet til PSV. Så det er svært at spå om, hvordan det var gået. Emre valgte os fra, fordi konkurrencen var stor, og det var faktisk også Kasper Dolberg, der valgte os fra. Det var ikke os, der valgte ham fra, siger daværende Brøndby-træner, Thomas Frank, til tipsbladet.dk.

Thomas Franks kendskab til Kasper Dolberg var dengang i 2014 og 2015 ikke det største. Han havde i sin egenskab af U19-landstræner set Silkeborg-talentet spille, men Kasper Dolberg var en forholdsvis sen udvikler - fysisk - og det betød, at han som ungdomsspiller i SIF ikke fik så mange U-landskampe før i sin sidste tid i klubben.

- Jeg kan huske, at jeg så ham, da jeg var U19-landstræner. Silkeborg mod FC Midtjylland. Man kunne se en lille lyshåret spiller på venstrekanten, der havde nogle gode aktioner. I glimt var der høj klasse. Jeg talte med Jesper Stüker (talentchef på det tidspunkt, red.) efter kampen for lige at få mere at vide om, hvem ham spilleren var, og der var meldingen, at det var en spiller, som Silkeborg troede meget på. Det var i efteråret 2012, siger Thomas Frank.

Siden skiftet til Ajax er Kasper Dolberg omskolet fra kant til 9'er - forreste angriber - i Ajax-systemet, og det har mildets talt været en gigantisk succes. 23 sæsonmål i alt - heraf seks i Europa League - og nu altså en europæisk finale på onsdag.

Kunne Brøndby og Thomas Frank se det allerede dengang?

- Der havde jeg set for lidt af ham til at vurdere det. Han spillede også lidt angriber i Silkeborg, men der er ingen tvivl om, at det var godt set af Ajax at omskole. Der er jo utallige eksempler på, at Ajax har succes med danskere og tror på danskere, for de henter toptalenterne i Danmark. Eriksen var den bedste i sin årgang, Boilesen den næstbedste (begge 1992, red.). Fischer fra '94 var også en af de bedste i den årgang, siger Thomas Frank.

Thomas Frank, der i efteråret var en del af Discovery Networks' Europa League-dækning, er imponeret af den 19-årige Kasper Dolberg fra Voel.

- Man fornemmer ingen arrogance, men i stedet coolness. Og ydmyghed. Han har den der jordnære, jyske tilgang til livet. Men altså ingen kommer frem uden at tro på sig selv, og det gør han også, og det hele ser så naturligt ud. Det er et på et højt teknisk og taktisk niveau, det han laver, og han træffer gode beslutninger, og afslutningerne er på et vanvittigt højt niveau. Han kan score alle mulige mål.

- Jeg må også sige, at Ajax og træner Peter Bosz har været gode til at føre ham frem. Han har fået små pauser undervejs, og så har han haft en skade også. Det har nok hjulpet ham, for han har spillet mange kampe i denne sæson. Han er lavet af noget specielt, og det bliver spændende, om han kan følge op i den svære sæson to. Det vil være godt at blive i Ajax, men han kan også allerede til sommer ende på en anden hylde, og så må man håbe, at han kommer til at spille fast, siger Thomas Frank.

Onsdag er det så over for Manchester United, at Kasper Dolberg skal imponere Thomas Frank, Danmark og resten af verden.