Europa League-opgør udsættes på grund af tåge
Foto: Geert Vanden Wijngaert/Polfoto
Europa League

Europa League-opgør udsættes på grund af tåge

Man har opgivet at spille Europa League-kampen mellem Sassuolo og Genk på grund af tage. Kampen har ikke indflydelse på, hvem der går videre.

Mens de øvrige Europa League-kampe, der var blevet programsat til klokken 19, begyndte efter planen, valgte dommeren i kampen mellem italienske Sassuolo og belgiske Genk at afvente situationen i det italienske, der torsdag aften blev ramt af en ordentlig omgang tåge.

Man har nu opgivet at se en forbedring og kampen er i stedet blevet udsat. Det meddeler UEFA på sin Europa League-twitterprofil, hvor man også fortæller at et eksakt nyt spilletidspunkt vil blive offentliggjort senere.

Kampen er ikke af den store betydning. Sassuolo er uanset resultatet ude af Europa League, mens Genk er videre og kan løbe med førstepladsen, afhængig af resultatet mellem Rapid Wien og Athletic Bilbao.