2017-09-14 14:58
Foto: Dan Mullan/Getty Images

Lokomotiv Moskva er FC Københavns første udfordring i Europa League. Tipsbladet.dk zoomer ind på nogle af profilerne hos de russiske pokalvindere.

Torsdag tager FC København hul på gruppespillet i Europa League med en hjemmekamp mod Lokomotiv Moskva, og der er næppe nogen tvivl om, at de russiske pokalvindere bliver den største udfordring for FCK i gruppespillet.

Lokomotiv Moskva kommer til København med en række store navne på holdkortet, og tipsbladet.dk zoomer her ind på tre af de spillere, som de danske mestre skal holde særligt øje med.

Jefferson Farfan
32 år, offensivspiller

På papiret er Jefferson Farfan den største stjerne i Lokomotiv Moskva. Peruvianeren har et flot CV, som blandt andet tæller 69 landskampe, men Farfan er naturligvis bedst kendt for sin tid i Schalke 04, hvor han i en årrække var en stor profil.

Jefferson Farfan havde adresse i Gelschenkirchen i syv år, og han noterede sig for langt over 200 kampe og godt et halvthundrede mål for den tyske storklub. Farfan er en dygtig målscorer, men en endnu bedre assistmager. 70 oplæg noterede peruvianeren sig for i den blå Schalke-trøje.

Inden skiftet til Schalke 04 i 2008 spillede Jefferson Farfan en årrække i PSV Eindhoven, og 2015 skiftede han til Al Jazira Club. Her underskrev han en tre-årig aftale til en årsløn på godt 75 millioner kroner, men efter kun et år blev aftalen ophævet, fordi han havde brudt sig mod regelsættet i klubben.

Dermed var vejen banet til Lokomotiv Moskva, hvor han i denne sæson er kommet godt fra start og står noteret for to mål og en assist i den russiske liga.

Til sidst et godt råd til FC København: Lad være med at begå for mange dumme frispark. Dem er Jefferson Farfan ekspert i at eksekvere.

Eder
29 år, angriber

Eders ganske pæne, men ikke prangende CV blev tilføjet noget af en merit den 10. juli sidste år. Her sørgede angriberen får det enlige mål for Portugal i EM-finalen mod Frankrig, og han var dermed den direkte årsag til, at Cristiano Ronaldo kunne hæve pokalen på Stade de France. Eder blev skiftet ind og afgjorde finalen med et tørt spark fra kanten af feltet.

Torsdag kan man opleve angriberen for Lokomotiv Moskva mod FC København, og Eder er ganske ny i den russiske storklub. Det var således først den 23. august, at portugiseren skiftede til Lokomotiv Moskva på en lejeaftale fra Lille. Eder debuterede for sin nye klub i lørdags med 63 målløse minutter.

Selv om Eder for altid har skrevet sig ind i historien med sit mål i EM-finalen, tilskriver hans CV ham ikke ligefrem legendestatus. Inden skiftet til Lille tørnede portugiseren ud for Swansea CIty, og det lykkedes ham ikke at score et eneste mål for klubben. Eder har ikke været rigtig god, siden han forlod Braga i 2015. Han var heller ikke med for Portugal under Confederations Cup i sommer.

Når det er sagt, er der ingen tvivl om, at han med sin højde og fysiske styrke bliver en stor mundfuld for FC København, og han er en spiller, Ståle Solbakken helt sikkert vil have fokus på i sit oplæg til kampen.

Manuel Fernandes
31 år, midtbanespiller

Bedømt ud fra de første ni ligakampe i russisk fodbold er Manuel Fernandes et godt bud på den mest formstærke spiller i Lokomotiv Moskva. Den rutinerede midtbanemand har allerede tegnet sig for to mål og tre assists.

Manuel Fernandes skiftede til Lokomotiv Moskva i 2014, og han kan skrive mange store klubber på CV'et. Han har blandt andre tørnet ud for Benfica, Everton, Valencia og Besiktas. 

Manuel Fernandes bringer en masse kreativitet til Lokomotiv Moskva-mandskabet, og selv om han nærmer sig karrierens efterår, er det ikke for sjov, at Valencia i 2008 stod klar med 135 millioner kroner for midtbanespilleren, der står noteret for ni landskampe for Portugal. Fernandes bevæger sig meget rundt på banen og har både defensive og offensive kvaliteter. Han skal nok få sig en del dueller med William Kvist.

Manuel Fernandes er fætter til den schweiziske landsholdsspiller Gelson Fernandes, der til dagligt tørner ud for Eintracht Frankfurt. 

SENESTE NYT...
OP | NED