Video : Tipsbladet
Europa League

Hjulmand følger dem stadig: Har været perfekt

Morten Hjulmand forlod Lecce i sommer, men han har ikke glemt dem.

Den danske landsholdsspiller Morten Hjulmand skiftede i sommer fra italienske Lecce til portugisiske Sporting CP, og selvom han nu er videre, så holder han stadig øje med, hvordan det går i støvlelandet.

Det fortæller han i et interview med Sky Sport Italia.

- Jeg følger stadig med holdet. Deres start har været perfekt, og jeg er glad på deres vegne. For mig var Lecce en fantastisk by, og det var fedt at bo der, men jeg har det også rigtig godt her i Lissabon, fortæller Hjulmand.

Lecce har lagt fint ud i Serie A og er på syvendepladsen efter tre sejre, to uafgjort og to nederlag i de første kampe.

Torsdag skal han møde Atalanta i Europa League, og efter at have mødt dem to gange i sidste sæson, så har han været med på råd i forhold til, hvad de skal være opmærksomme på. Her peger den danske midtbanespiller på, at det er et godt mand-mod-mand hold.

Samtidig forklarer Hjulmand, at Lissabon-mandskabet selv er et hold, der spiller hurtigt med mange afleveringer og boldbesiddelse, ligesom de gerne vil spille med intensitet og aggressivitet. Derfor tror han på, at det bliver en perfekt kamp for dem.

Endelig kom han også ind på, hvad der fik ham til at vælge Sporting.

- Fordi de havde en plan for mig, og jeg kunne godt lide den plan. Den seneste måned har været fremragende. Jeg har det virkelig godt her, lyder det fra Morten Hjulmand.

Selv var han igen med i den nyligt udtagede landsholdstrup. Læs mere om det her.