Kent Nielsen: I fin forfatning mentalt
Illustration
Europa League

Kent Nielsen: I fin forfatning mentalt

Kent Nielsen ser frem mod torsdagens opgør hjemme mod Rio Ave, hvor AaB har gode chancer for et godt resultat.

AaB er ikke inde i den bedste periode i øjeblikket. I Superligaen har nordjyderne svært ved at få spillet til at hænge sammen, og flere voldsomme nederlag i Europa har ikke pyntet på statistikken.

Torsdag aften venter dog en ny chance for de danske mestre, når Rio Ave kommer forbi. AaB betegnes dog af flere som favoritter mod portugiserne, som cheftræner Kent Nielsen dog ikke forventer nogen let kamp mod:

- Mentalt er vi i fin forfatning, og eksempelvis har vi forholdt os til, at vi trods det store nederlag langt hen ad vejen leverede en god indsats mod Steaua Bukarest, siger Kent Nielsen til klubbens hjemmeside og fortsætter:

- Rio Ave har et godt kollektiv og et teknisk stærkt hold, der spiller med et højt pres. Det giver ofte nogle urolige kampe med mange omstillinger, og der skal vi naturligvis forsøge at være skarpest, fortæller AaB-træneren.

Opgøret mellem AaB og Rio Ave fløjtes i gang torsdag klokken 19:00 i Aalborg.