Kvist om turen på bænken: Vil selvfølgelig gerne spille de store kampe
Foto: Getty Images
Europa League

Kvist om turen på bænken: Vil selvfølgelig gerne spille de store kampe

William Kvist gør det klart, at han hellere vil nøjes med 80 procent af kampene og ligge nummer et - i stedet for at spille alle og ligge nummer to.

Det overraskede nok en del, at FC København-kaptajnen William Kvist ikke var med blandt Ståle Solbakkens 11 udvalgte til kampen mod Lokomotiv Moskva i Europa League. Dog kom Kvist ind i de sidste minutter og fik derfor et lille aftryk på 0-0-kampen.

Efter kampen gjorde han klart, hvordan han oplevede den sjældne tur på bænken i et interview med 6'eren umiddelbart efter kampen.

- Jeg tror ikke, at der er det store drama i det, hvis jeg skal være helt ærlig. Men det er klart, at jeg også gerne vil spille de her kampe. Vi har mange kampe i øjeblikket, og jeg har spillet rigtig mange kampe det seneste stykke tid - også med landsholdet - og vi har fire rigtig gode centrale midtbanespillere, som også skal deles om tingene, så man kan sige, at sådan er det, siger Kvist og fortsætter:

- Jeg elsker de store europæiske kampe, men jeg glæder mig også til Helsingør på søndag. Lige nu kan man sige, at Superligaen også er ret vigtig for vores mål om at komme i Champions League til næste år. 

Kvist peger desuden på, at han fik en god kamp mod FC Midtjylland i weekenden, og nu var det så Zeca og Gregus tur til at spille sammen. 

- Hvem ved, hvordan det bliver næste gang? Jeg vil sige det sådan, at jeg hellere vil spille 80 procent af kampene og ligge nummer et end at spille 100 procent af kampene og ligge nummer to. Så der er godt, at vi har fået kvalitet ind, og jeg fylder snart 33, så det er ikke altid, at jeg kan spille trods alt. Men jeg havde gerne spillet i dag, selvfølgelig.

Endelig fortæller Kvist, at han ikke tror, at det skyldes den seneste tids præstationer, at han ikke var med fra start mod Lokomotiv.