Video : Tipsbladet
Europa League

Skov Olsen roses efter genialitet: En af de bedste

Andreas Skov Olsen scorede et fremragende mål, da Club Brugge torsdag vandt 3-1 over Lugano i Conference League.

En skade holdt Andreas Skov Olsen ude af de seneste landskampe, men den danske stjerne er oppe i omdrejninger igen. 

I torsdagens Conference League-udekamp mod schweiziske Lugano leverede Andreas Skov Olsen i hvert fald en forrygende fuldtræffer, da den danske stjerne få minutter efter pausen trak ind i banen og tordnede bolden i netmaskerne med et langskud. 

Skov Olsen udplacerede Lugano-målmanden ved nærmeste stolpe, og efter 3-1-sejren i Schweiz har den belgiske avis Het Nieuwsblad fremhævet danskeren.

- Deila (Club Brugges træner, red.) havde lagt den rette plan, men Club Brugge kunne have været mere effektive. Det kan en træner ikke gøre noget ved. De burde have haft en komfortabel tomålsføring efter de første 45 minutter. Dræberinstinktet har været lidt fraværende på det seneste. Undtagelsen, der bekræfter reglen, er som regel Andreas Skov Olsen, skriver Het Nieuwsblad.

- En knægt, der tilsyneladende ikke behøver at være i topform for at levere fænomenale ting. Han fik bolden i højre side, trak ind i banen og sendte et overlegent og velplaceret skud i netmaskerne. Når folk taler om Club Brugges kvalitet, er det ofte Skov Olsen, de taler om. Vi ser danskeren som en af de bedste spillere i vores liga. 

Andreas Skov Olsen har da også været i flyvende form for Club Brugge i denne sæson, hvor den 23-årige danske stjerne har scoret 11 mål i 18 kampe for den belgiske klub.