FCK-profiler i fælles kamp mod racismen
Foto: Spillerforeningen
Generelle

FCK-profiler i fælles kamp mod racismen

Tre Superliga-profiler fra FC København har givet masser af børn en ekstra oplevelse i efterårsferien og på samme tid sat fokus på kampagnen Giv Racismen Det Røde Kort.

I hovedstadsregionen har der i efterårsferien været afholdt flere gode fodboldarrangementer, og som led i Spillerforeningens initiativer Giv Racismen Det Røde Kort og Arena Spartacus, var der til stor begejstring fint besøg af de tre FCK-spillere Mathias ’Zanka’ Jørgensen, Tom Høgli og Andreas Cornelius. 
 
Uge 42 betyder efterårsferie for landets mange skolebørn, og i løbet af denne uge, har der været afholdt flere fodboldarrangementer rundt om i hovedstadsregionen. I Herlev var der onsdag et stort indendørsstævne for de lokale børn og unge i området, mens der hele ugen på Frederiksberg har været afholdt Frederiksberg Fodboldskole i samarbejde med Frederiksberg Boldklub og Arena Spartacus. 
 
Ved stævnet i Herlev blev øjnene spærret op blandt deltagerne, da Tom Høgli og Mathias ’Zanka’ Jørgensen undervejs meldte deres ankomst.

De mange tilstedeværende fik en god snak med de to Superliga-profiler, ligesom det også blev til en show-kamp, hvor nogle af de unge fik muligheden for at vise deres fodboldmæssige kundskaber frem mod Zankas tropper. Ingen af de to tøvede med frivilligt at rive nogle timer ud af kalenderen for at komme og give de unge en god oplevelse.  

 
”Dét som det i virkeligheden handler om, er at komme ud og vise de her gutter, at der ikke nødvendigvis er så langt mellem os fodboldspillere og dem selv, og jeg håber da på, at min tilstedeværelse kan give dem noget inspiration.”, siger Zanka og uddyber om kampagnen Giv Racismen Det Røde Kort: 
 
”Det er en vigtig sag, og selvom vi måske har det fint nok i Danmark, så er der i mange andre lande store problemer med at komme racismen til livs. Derfor er det også vigtigt at vi på tværs af landene kan sige ”No To Racism” i fælleskab.”. 
 
Og den norske landsholdsspiller, Tom Høgli, giver sin forsvarskollega ret i, at det er tiltag som disse, der kan være med til at spore de unge i en god retning. 
 
”Når vi kommer ud som fodboldspillere, er vi jo mere end det. Så er vi jo også rollemodeller for de her unge, og det betyder meget for mig at kunne bidrage til samfundet med de kræfter som fodbold nu engang har. Mit bedste råd til de unge må være, at med hårdt arbejde kan man komme rigtig langt.” 
 
På Frederiksberg blev der slået hastighedsrekord i at få børns opmærksomhed, da FCK’s store angriber, Andreas Cornelius, betrådte kunstbanerne på Jens Jessens Vej. På ingen tid var samtlige deltagere ved Frederiksberg Fodboldskole stimlet sammen omkring angriberen, og målt på antallet af spørgsmål fra de begejstrede børn, må en almindelig pressekonference være en smal sag.  
 
Efterfølgende fik de mange børn muligheden for at lave forskellige spiløvelser, hvor den populære angriber deltog, ligesom det blev til selfies, håndtegn og autografer på støvlerne. Og selvom man er professionel fodboldspiller, er det umuligt ikke at blive bevæget over den glædesrus, som børnene bliver ramt af, når en landsholdsangriber pludselig dukker op. 
 
”Jeg kunne jo se, at de blev rigtig glade, og jeg tror det fedt for dem at møde de spillere, som de ser op til. Det kan være med til at give dem noget ekstra blod på tanden, og jeg kan da selv huske hvor fedt det var, da jeg selv var barn og fik lov til at møde de professionelle fodboldspillere”, lyder det fra Cornelius, der samtidig har rosende ord til overs for kampagnen Giv Racismen Det Røde Kort: 
 
”Det er et meget vigtigt problem at sætte fokus på, da der jo desværre har været mange eksempler på racisme både i fodbold, men også i sport generelt. Og det er jo et problem, som de fleste kan være enige om ikke hører nogle steder hjemme. Det vigtigste må være, at vi sammen bliver enige om at nedbryde problemet, og at det skaber en dominoeffekt og noget selvjustits rundt om i klubberne, på banen og blandt fansene, så vi til sidst kan få det fjernet.”    
 
Arena Spartacus er et tilbud til børn og unge i socialt udsatte boligområder om gratis fodboldtræning hver uge, mens Giv Racismen Det Røde Kort er Spillerforeningens kampagne for mangfoldighed og positiv integration.