Finaleklar: Argentina smadrede Paraguay
Foto: Andre Penner/Polfoto
Generelle

Finaleklar: Argentina smadrede Paraguay

Lionel Messi lavede tre assist, men ingen mål, da Argentina udraderede Paraguay i semifinalen ved Copa America.

Argentina er klar til finalen i Copa America efter at have besejret Paraguay med tenniscifre i nattens semifinale.

Det tydede ikke på en storsejr ved pausen, da Argentina blot var foran med 2-1, men syv minutter efter pausen havde Manchester Uniteds Angel Di Maria scoret to gange, og i løbet af kampens sidste ti minutter kom også Sergio Agüero og Gonzalo Higuain på måltavlen.

Selvom Lionel Messi lagde op til tre af målene, så var medierne efter kampen blandt andet optaget af, at Barcelona-stjernen ikke selv havde formået at score trods de mange mål.

- Jeg er ikke så bekymret over, at jeg ikke scorede et mål. Vi spillede en god kamp.

- Vi gjorde, hvad vi også gjorde i de tidligere kampe. Vi følger den samme idé, sagde Messi ifølge goal.com.

I finalen venter Chile, som slog Peru med 2-1 i deres semifinale.

- Det er en finale, og jeg er fortrøstningsfuld. Det bliver en tæt kamp.

- At vinde Copa America vil være at fuldende noget spektakulært. Jeg vil virkelig gerne vinde med landsholdet, sagde Lionel Messi.

Finalen spilles på lørdag klokken 22.00.