Generelle

Frem er reddet

Tipsbladet erfarer, at Frem er lykkedes med en redningsplan, så klubben fra Valby undgår konkurs.

Tipsbladet.dk erfarer fra lokalpolitiker og investor Allan Mylius Thomsen, at Frems redningsplan lykkes. Også at DBU har godkendt redningsplanen. Dermed undgår Frem den truende konkurs og kan køre fodboldforretningen videre i 1. division i næste sæson.

Tirsdag aften holdt Frem-direktør Hans Hermansen møde med de nye investorer og gav i Tipsbladet Update udtryk for optimisme om en redning.

Redningsplanen indebærer blandt andet, at Allan Mylius Thomsen skyder selv 250.000 kroner ind i klubben og indtager en plads i bestyrelsen.

I aftes udtalte bestyrelsesformand Peter Hornbæk til Ekstra Bladet også, at konkursen var afværget.

- Vi har afværget konkursen og vi har pengene stående, så alle vil få sit. Jeg mener ikke, at DBU vil stikke en kæp i hjulet på os, siger Hornbæk til Ekstra Bladet.