Slaget om Afrikas ære: Kampene, profilerne og vinderne

Da den allerførste Africa Cup of Nations skulle afholdes i 1957, var det en lille turnering, som endte med at blive endnu mindre end planlagt. Kontinentet var først ved at løsrive sig fra kolonitiden, men som årtiet var skredet frem, var flere og flere nationer blevet selvstændige, og nu var det tid til, at fodbolden skulle markere det. Da det afrikanske fodboldforbund CAF blev dannet i februar 1957 skete det i forbindelse med den allerførste udgave af ACN, hvor Sudan, Egypten, Etiopien og Sydafrika, de første medlemslande i forbundet, skulle dyste om titlen som Afrikas bedste, men kun de tre første lande deltog i det endelige mesterskab. Den sydafrikanske Apartheid-regering havde lagt op til, at man ville stille et hold med enten sorte eller hvide spillere, mens de øvrige deltagere krævede et blandet hold. Sydafrika blev udelukket, og turneringen blev spillet med bare tre lande.

Op gennem historien har Africa Cup of Nations haft adskillige udfordringer. I 1970 blev Ghanas spillere smidt ud af Sudan, fordi de på grund af utilfredshed med dommerne i finalenederlaget til værterne havde nægtet at deltage i afslutningsceremonien. I 1972 fængsledes adskillige af de camerounske arrangører for at have stjålet indtægter fra turneringen Og i 1996 meldte de forsvarende mestre fra Nigeria afbud kort inden starten i Sydafrika, fordi landets militærregering var bekymrede for holdets sikkerhed, efter at landet havde fået mange hårde internationale reaktioner som følge af henrettelsen af forfatteren og systemkritikeren Ken Saro-Wiwa. 

Det nye årtusinde har også haft sine mørke stunder, som da bevæbnede mænd i Angola i 2010 angreb Togos spillerbus og dræbte tre medlemmer af delegationen, og den 30. udgave af Africa Cup of Nations, der begynder lørdag, har også været kontroversiel. I november trak Marokko sig som vært på grund af ebolaepidemien i Vestafrika og blev efterfølgende udelukket, så det nu er diktaturstaten Ækvatorialguinea, der ligesom i 2012 lægger stadioner til kampene.

Men selv om Africa Cup of Nations ofte har været kontroversiel, har den også budt på store øjeblikket i afrikansk fodboldhistorie. De kommende tre uger vil utvivlsomt give endnu flere.

Grupperne
Gruppe A
Ækvatorialguinea
Burkina Faso
Gabon
Congo

Gruppe B
Zambia
Tunesien
Kap Verde
DR Congo

Gruppe C
Ghana
Algeriet
Sydafrika
Senegal

Gruppe D
Elfenbenskysten
Mali
Cameroun
Guinea

Datoer
17. januar-28. Januar: Gruppespil

31. januar-1. Februar: Kvartfinaler

4. februar-5. Februar: Semifinaler

7. februar: Bronzekampe

8. februar: Finale

Danske kendinge
Burkina Faso: Adama Guira, SønderjyskE - 3 landskampe, 0 mål

Ghana: Daniel Amartey, FC København - 0 landskampe, 0 mål

Mali: Adama Tamboura, Randers - 77 landskampe, 0 mål

Guinea: Mohammed Diarra, OB - 6 landskampe, 1 mål

Fem profiler
Sofiane Feghouli – Algeriet
Ved VM var Algeriet en af de positive overraskelser med hurtigt, kraftfuldt spil, og fløjen Feghouli var en af de spillere, der personificerede den stil. Han har fortsat den gode VM-form hos sin klub Valencia, hvor han har spillet strålende og desuden er blevet målt til at være den hurtigste spiller i La Liga.

Wilfried Bony – Elfenbenskysten
Da Didier Drogba i august stoppede sin landsholdskarriere, gjorde han det som den næstmest scorende afrikaner nogensinde. Bony har derfor et par store sko at udfylde som Elfenbenskystens største angrebsprofil, men ivorianeren har en god Premier League-sæson for Swansea med i bagagen.

Pierre-Emerick Aubameyang – Gabon
Med sin enorme fart er Aubameyang altid en seværdig spiller, og i en katastrofal Dortmund-sæson er han en af de spillere, der kan se sig selv i øjnene med fem scoringer og en førsteplads på klubbens topscorerliste. Aubameyang blev i 2014 toer efter Yaya Touré i kåringen af Årets Spiller i Afrika.

Nicolas N’Koulou - Cameroun
Han har været sat i forbindelse med engelske klubber som Manchester City, Liverpool, Arsenal og West Ham, og det forstår man, for N’Koulou er med sin gode fysik en iøjnefaldende midterforsvarer, der ville passe godt i England. Fast mand hos Marcelo Bielsas stærke Marseille-mandskab.

Emilio Nsue – Ækvatorialguinea
I mange år ville Nsue ikke stille op for Ækvatorialguinea. Hans far stammer fra det midtafrikanske land, men Nsue ville spille for Spanien, som han er født i og har repræsenteret på ungdomsniveau. Men i 2013 skiftede Middlesbrough-spilleren mening, og han er Africa Cup of Nations-værternes største profil.

Vinderne 

Egypten – 7 sejre (1957, 1959, 1986, 1998, 2006, 2008, 2010)

Ghana – 4 sejre (1963, 1965, 1978, 1982)

Cameroun – 4 sejre (1984, 1988, 2000, 2002)

Nigeria – 3 sejre (1980, 1994, 2013)

DR Congo – 2 sejre (1968, 1974)

Elfenbenskysten – 1 sejr (1992)

Zambia – 1 sejr (2012)

Tunesien – 1 sejr (2004)

Sudan – 1 sejr (1970)

Algeriet – 1 sejr (1990)

Etiopien – 1 sejr (1962)

Marokko – 1 sejr (1976)

Sydafrika – 1 sejr (1996)

Congo – 1 sejr (1972)