Stephan Petersen med hattrick i 8-1-sejr
Foto: Christian Klindt Sølbeck/Polfoto
Generelle

Stephan Petersen med hattrick i 8-1-sejr

Der var absolut ingen slinger i AGF-valsen, da Superliga-mandskabet slog Kjellerup fra Danmarksserien med 8-1 i DBU Pokalen. Stephan Petersen lavede hattrick.

AGF skulle ikke bruge mange minutter på at vise Kjellerup fra Danmarksserien, hvor skabet skulle stå, da de to mandskaber onsdag aften tørnede sammen i DBU Pokalen. Da der var spillet syv minutter, var Superliga-mandskabet således allerede foran 2-0, og kampen var reelt afgjort.

Da fløjten lød for sidste gang, kunne AGF juble over en kæmpesejr på hele 8-1. Stephan Petersen blev kampens helt store oplevelse med et hattrick.

Det var netop Stephan Petersen, der åbnede festen med sin scoring til 1-0 efter seks minutter, og få sekunder senere fordoblede Jesper Lange til 2-0. Før pausen nåede Stephan Petersen også at score sit andet mål, og Daniel Christensen gjorde det til 4-0.

Fire minutter inde i anden halvleg fuldbyrdede Stephan Petersen sit hattrick til 5-0, inden Kjellerup fik pyntet ved et selvmål af AGF's Josip Elez.

David Shritladze var manden bag målet til 6-1, og Jesper Lange gjorde det med sit andet mål i kampen til 7-1 efter 76 minutter. Unge Malthe Dahl Overgaard lukkede og slukkede med kampens sidste scoring til slutresultatet 8-1.