Tidligere landsholdsmålmand: Var nødt til at stoppe med fodbold
Foto: Ross Kinniard/Getty Images
Generelle

Tidligere landsholdsmålmand: Var nødt til at stoppe med fodbold

Chris Kirkland fortæller, hvorfor han var nødt til at stoppe sin fodboldkarriere.

Chris Kirkland har en fortid som målmand for blandt Liverpool og det engelske landshold, men nu er han gået på pension, og han fortæller i et stort interview om grunden til, at han lagde støvlerne på hylden.

Den 36-årige målmand var plaget af skader gennem sin karriere, men det var dog hans mentale tilstand, der fik ham til at stoppe fodboldkarrieren. Selvmord var nemlig tæt på for Kirkland.

- Jeg var bekymret over hvor tæt, jeg var på at tage det næste skridt. Derfor sagde jeg ”jeg er nødt til at stoppe med at spille fodbold”, fortæller Kirkland til the Guardian.

- Det er nemt for mig at sige nu, fordi jeg er kommet ud af det. Det er den største ting, og jeg vil have, at andre personer og andre spillere skal vide, at de bare skal snakke. Jeg så ikke en vej ud af det, indtil jeg begyndte at snakke om det. Der var en frygt. Men så snart, man snakker, det er der, at man hjælper sig selv og sin familie.

Kirkland, der var med til at vinde Champions League i 2005 med Liverpool, ser også tilbage på sin skadesplagede karriere.

- Jeg tænker altid over – og jeg kan ikke gøre for det – hvor vidt jeg kunne være nået, hvis jeg havde været fri for skader. Min karriere kunne have været meget bedre. Når folk siger Chris Kirkland, siger de altid ”Altid skadet”. Det er ikke ”Chris Kirkland, han vandt Champions League”.