Vendsyssel glæder sig til 'en sjov oplevelse'
Foto: Lars Ronbog/GettyImages
Generelle

Vendsyssel glæder sig til 'en sjov oplevelse'

Den rutinerede forsvarsspiller Chris Sørensen glæder sig til at spille pokalsemifinale mod FCK torsdag aften.

Vendsyssel FF tager i aften imod FCK på hjemmebane, som de skal forsøge at slå ud af pokalturneringen. Det vil dog være en af de større overraskelser, hvis det skulle ske.

Det betyder ikke, at nordjyderne stikker halen mellem benene, allerede før kampen er startet.

- Det er da lidt sjov, og det vidner om, at vi som klub og hold har rykket os markant på forholdsvis kort tid, siger veteranen Chris Sørensen til nordjyske.dk.

Det er et andet hold end de normale konkurrenter fra Nordic Bet-ligaen, som Vendsyssel står overfor, og derfor er de også klar over, hvem der har farvoritrollen.

- Med mindre døren til deres omklædningsrum går i baglås, så må FCK nok påtage sig favoritværdigheden. Pokalturneringen har lidt sit eget liv, men de skal nok have en rigtig dårlig dag, hvis vi skal slå dem.

Vendsyssel har fået en række spillere klar til kampen, som har været ude. Hos FCK har man også taget et prominent mandskab med, hvor kun Augustinsson og Okore er efterladt i København.

Ifølge Nordjyske.dk så forventes der minimum 4000 tilskuere til kampen, som spilles på Bredbånd Nord Arena.