Wichmann skifter til norsk fodbold
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Generelle

Wichmann skifter til norsk fodbold

Mathias Wichmann fortsætter sin karriere i norsk fodbold, hvor FK Jerv har skrevet kontrakt med danskeren.

Viborg rykkede i sidste sæson ned i 1. division med Mathias Wichmann på holdet, men den danske midtbanespiller kommer ikke til at hjælpe de grønblusede op i Superligaen igen.

Han fik ikke sin kontrakt forlænget med den jyske klub. Den udløb ved slutningen af juni, og han har sidenhen været på jagt efter en ny klub – og det har han nu fundet.

Den norske 1. divisionsklub, FK Jerv, har på sin hjemmeside bekræftet, at de har underskrevet en toårig kontrakt med den tidligere AaB-spiller.

- Vi er meget glade for at aftalen med Mathias Wichamnn kom i hus, og vi håber at få den danske midtbanespiller spilleklar til søndagens udekamp mod Levanger, fortæller FK Jervs sportschef, Rune Jakobsen.

Selv fortæller Mathias Wichmann, som står noteret for 142 Superliga-kampe, at han glæder sig il at komme i gang.

- Det er dejligt at være her, og jeg glæder mig til at komme i gang. Jeg er blevet taget godt imod, og menneskerne her virker meget venlige, udtaler han til klubbens hjemmeside.