Juleguf: Danseværten kylede lorte VM-sangen ud

Julen er hjerternes fest, og eftersom vores hjerter på tipsbladet.dk banker for fodbold, har vores julekalender naturligvis også fodbold i centrum. Hver dag i december bringer vi en historie fra arkrivet, hvor en kendis fortælle om sit forhold til spillet i en stille fodboldsnak.

20. DECEMBER: CLAUS ELMING
(Vild med Dans-vært og sportsvært, tidlgere NFL-vært. Artiklen er første gang bragt i 14. november 2008) 

" Larsen Larsen, GOOOOOOOOOOOOOL! Laaaarseeeen," skrålede den mexikanske kommentator.

Claus Elming sad et sted " in the middle of nowhere" ude på landet i Minnesota. Det var den fjerde juni 1986, og Danmark spillede sin første gruppekamp ved VM i Mexico mod Skotland. Den amerikanske sportskanal ESPN viste et par kampe om dagen fra slutrunden, men Danmark mod Skotland havde ikke den største prioritet for de amerikanske seere, så derfor blev den ikke vist. Men de amerikanere, som boede ude på landet ," har paraboler så store, at det gør NASA misundelig", som Claus Elming siger. Derfor sad 17- årige Elming foran fjernsynet hos en ven og så sit landshold spille på en mexikansk tvkanal, mens de andre drenge uden for rendte rundt og spillede den amerikanske pendant.

Efter 57 minutters spil scorede Preben Elkjær Larsens sejrsmålet for danskerne.

"Jeg løb rundt i det hus, hos nogle mennesker jeg ikke kendte, med armene højt hævet over hovedet," fortæller han til Tipsbladet , mens han vifter med armene.

"Det danske landshold går jeg meget op i. Jeg får den samme følelse i kroppen, som jeg også får, når jeg ser Minnesota Vikings. Fordi Minnesota både er en stat, og kun spiller de her 16 kampe om året, så føles det landskampsagtigt. Så Minnesota og Danmark rammer mig på samme måde i hjertet."

Landsholdets sidste fire kampe missede Claus Elming dog. 6- 1- resultatet over Uruguay fire dage senere opdagede han, da han sad i Boston og så nogle rulletekster køre over skærmen med " results from the world cup".

6- 1!

"Det var jo sindssygt. Jeg ringede til en dansk kammerat derovre og sagde, har du set det, vi har slået Uruguay!"

Heller ikke 2- 0- sejren over de senere VM-finalister fra Vesttyskland oplevede Elming live. Hvorfor husker han ikke, men da han ringede hjem samme dag for at sige fødselsdagstillykke til sin lillebror, fortalte hans far ham, at Danmark havde vundet over tyskerne.

1- 5- blamagen mod Spanien gik - heldigvis vil nogen sige - også over hovedet på Elming.

Han befandt sig nemlig i en kano et eller andet sted i det amerikanske " wildlife", da danskerne blev banket på Estadio La Corregidora den 18. juni.

"Da jeg kommer tilbage fra kanotur, får jeg fortalt, at Danmark har tabt 0- 2 til Spanien.Ej, for fanden. Så kommer jeg hjem og finder ud af, de har tabt 1- 5. Nej! Så den fik jeg heller ikke set. Det er først, da jeg kommer hjem, at jeg ser, hvor tæt kampen egentlig har været.

Her havde man et hold, som rent faktisk kunne være blevet verdensmestre, men som smed det på gulvet."

Så du oplevede slet ikke hele den her VM-eufori?

"Jeg oplevede, da vi kvalificerede os. Jeg oplevede kampen mod Sovjet. Men jeg oplevede hverken, da de vandt 5- 1 over Norge og 4- 1 over Irland. Det måtte jeg få refereret. Jeg var nok euforisk omkring det, men oplevede det ikke på samme måde som dem i Danmark."

"Det var jo i LP'ens tid. Så der var nogen, som sendte den der Halli Halli Halloplade over til mig. Det var dog den ringeste sang, jeg havde hørt i hele mit liv. Jeg tror, jeg hørte den én gang, og så gad jeg ikke høre det lort igen, for det virkede bare så langt væk. Det var sikkert fedt at høre den i Danmark, men jeg kunne slet ikke sætte mig ind i det. Så et eller andet sted i Minnesota på en eller anden losseplads, ligger der en Halli Halli Hallosingle."

Langt fra de store amerikanske armbevægelser som Claus Elming for første gang stiftede bekendtskab med i 1985, voksede han op i et parcelhuskvarter i Herning. Sammen med de fleste af de andre lokale drenge begyndte Claus " fodboldkarrieren" i den lokale klub Herning Fremad.

Hans første minde fra Fremadtiden er fra en træning en efterårsdag under nogle skarpe projektører.

"Dengang spillede man elleve mod elleve, selv om man var helt små. Jeg stod nede på vores egen banehalvdel med en af vores egne spillere, mens bolden var nede på den anden halvdel. Vi stod og spejdede ned i den anden ende. Så spørger jeg. Hvad sker der? Der er hjørne, siger han så.

Til hvem?

Så kiggede han på mig som om; ved ham der slet ingenting? Der gik det op for mig, at man nok lige skal finde ud af, hvordan det her hænger sammen."

Det var ikke kun på banerne i Fremad, at Claus og vennerne rendte rundt og legede Allan Simonsen, Rainer Bonhof eller nogle af de andre Gladbachprofiler fra hjerteklubben.

Hjemme i haven på Dalgas Allé havde Claus nemlig fået lov at sin mor til at indrette sin helt egen fodboldbane.

"Så vi byggede et mål, hvor vi brugte et pæretræ som den ene stolpe. Det der pæretræ delte sig op som et Y, så vi lagde overliggeren hen over det Y, og så byggede vi en stolpe ovre på den anden side. Min far var direktør ovre på Herning Klædefabrik, så vi fik noget net ovre fra dem, og så havde vi et mål. Vi var tre rigtigt gode venner, som altid spillede kupa, hed det. Der var en, som stod på mål og spillede de to andre én mod én. Det spillede vi dag ud og dag ind, og det var jo skide sjovt."

I 1983 rykkede Fremads førstehold op i landets bedste række. En stor oplevelse for lille Elming, som kunne gå og blære sig med, at han kendte nogen, som spillede i første division.

"Vi havde bare en god tid med alt fra det fodboldmæssige til det sociale," fortæller Vild Med Dansværten.

Selv om lysten ikke manglede, erkender Elming dog, at talentet ikke kunne bære ham hverken op på Hernings Fremads førstehold eller længere end det, hvilket nok også var grunden til, at han i mange år var målmand.

Men mod slutningen af sin ungdomstid nåede han både at spille angriber og midtbanespiller. Det kæreste fodboldminde er dog hverken fra barndomsklubben eller haven på Dalgas Allé.

Derimod står de to ture sammen med hans far til det gamle Volkspark i Hamburg klarest i Claus' erindring. Gladbach var nemlig ikke kun hans hjerteklub. Det var også hans fars.

Faktisk var hans fars passion for de grønhvide tyskere grunden til, at han også holdt med Gladbach. Og så selvfølgelig Allan Simonsen.

"Jeg var selvfølgelig blevet indoktrineret til at holde med Gladbach, så jeg var kæmpe fan. At sidde dernede på Volkspark med 40.000 tusinde var helt fantastisk."

"Mit helt store idol var Allan Simonsen. Min far har faktisk boet i Mönchengladbach, og vi havde en masse Gladbachting. Jeg så en kamp, hvor Gladbach vandt 6- 2 i Hamburg, hvor Allan Simonsen og Carsten Nielsen var med. I den der 6- 2- kamp, står det altså 1- 2 længe, og så scorer de fem mål på elleve minutter. Fedt, mand!"

Dem, man elsker, er også dem, som kan såre en allermest, og det var da også Gladbach, der var den første " kæreste", der knuste otteårige Elmings hjerte.

"En af de mest traumatiske dage i mit liv, var da Gladbach tabte mesterholdenes turnering med 1- 3, hvor Simonsen scorede og Bonhof ramte stolpen. Jeg kan ikke huske Liverpools mål, men jeg kan huske at Gladbach tabte, og jeg var ked af det."

Som 16- årig tog Claus Elming den tur over Atlanten, som for altid ændrede hans forhold til fodbold. Efter 48 timer i Guds eget land blev han for første gang slæbt med til den sport, som interceptede hans kærlighed til fodbold på europæisk.

"Da jeg kom derover, blev jeg grebet fuldstændig af amerikansk fodbold. Jeg kunne stadig godt lide fodbold, og det kan jeg stadig godt for den sags skyld."

"Først fattede jeg ikke en daddel af, hvad der foregik. Men stille og roligt fik jeg mere og mere indsigt i sporten og blev fanget af den. Jeg sad og så det søndag efter søndag og var inde se kampe både for Vikings og collegeholdet Golden Gophers. Meget skræmmende navn. De gyldne jordegern. Det lyder som noget, man ryger en lørdag aften," fortæller han, mens han griner.

Men hvad er det, amerikansk fodbold gør ved dig, som europæisk fodbold ikke kan?

" Hvad det er, det gør ved mig, har jeg svært ved at sætte en finger på, bortset fra, at det adrenalinrush, du får, er så ultimativt, at det kan fodbold slet ikke komme i nærheden af." " Det er superfedt at score i fodbold eller råbe " tunnel" sekundet inden, man triller den igennem benene på en modspiller, men det at gribe en bold i " trafik", hvor du ved, at hvis du bliver ramt nu, så er der ikke store chancer for, at du overlever, er endnu federe." " Fodbold er også et meget mere flydende spil og mindre actionpræget end amerikansk fodbold. I amerikansk fodbold, der ved du, at du har fem sekunders action og 30 sekunders pause, men du ved , at du får action. Enten en god tackling, et flot løb, en interception eller et stort hit. Der er så mange ting at gå op i," forklarer Elming lige så entusiatisk, som når han hver søndag kommenterer NFL.

Tiden i Minnesota gik også med at spille almindelig fodbold. På trods af at " jeg intet talent havde", som han siger, var han alligevel en af de bedste på holdet, hvorfor han også påtog sig en assisterende trænerrolle.

"Elkjær var berømt for sin finte bag om hælen, og den var de helt vilde med. De var også helt vilde med husmandsfinten, så det endte jo med, at jeg blev nødt til at tegne de her finter op på et stykke papir."

Efter et år i USA vendte Elming i august 1986 tilbage til Danmark. Men USA og den amerikanske form for fodbold havde overtaget hans sportsjæl, og derfor spillede Elming også kun halvandet år i Herning Fremad efter sin hjemkomst, før han opgav fodbolden.

Claus startede nemlig sammen med nogle andre football freaks deres egen amerikanske fodboldklub, hvilket tog meget af deres tid.

Da han hjemme i sin stue på Østerbro skal redegøre for, hvor meget han i dag går op i fodbold på europæisk, kommer de amerikanske underholdningsfølelser op i ham.

"Det, som ærgrer mig, er, at der er så mange 0- 0- kampe. Jeg kan godt lide højtscorende kampe, og det der med 0- 0, synes jeg, er fodboldens største hæmsko."

"SAS Ligaen følger jeg ud fra et professionelt synspunkt, og jeg synes, det er super spændende, og det har været nogle gode sæsoner, vi har haft de seneste to år. Det er jeg som vært blevet meget involveret i. Jeg er blevet nødt til at sætte mig ind i sagerne, men det har været rigtig sjovt. Det har også givet mig et stort indblik i SAS Ligaen." Selv om Elming ikke nærer de samme følelser for Gladbach, som dengang i barndommens gade, kan han stadig ikke lade være med at tjekke, hvordan det går dem. Og når han i dag ser, hvor de ligger placeret, " så gør det ondt i sjælen, men jeg holder stadig øje med dem."

FAVORITHOLDET
Claus Elmings favorithold:
 Buch - Nielsen, Gentile, Jones - Simonsen, Bonhof, Maradona, Lienen - C. Ronaldo, Rensenbrink, Eder

" Peter Buch var Herning Fremads førstemålmand og flyttede ind på min vej, og jeg så enormt meget op til ham. Jeg var selv målmand, så han var idolet. Så fik også Peters aflagte handsker, som var alt for store. Så er der Claudio Gentile. Han var en ond, ond italiener og var en legende i vores lille baghave. Lige som man kunne kalde " en tunnel", så kunne man også kalde " en Gentile", når man var ved at lave et stort frispark. Så skulle du se min lillebror hoppe. Det er næsten overflødigt at sige, hvorfor Maradona er med, men hans præstation i ' 86, og i det hele taget den måde, han spillede på, berettiger ham til at være på hvilket som helst drømmehold. Ewald Lienen var bare farlig, og så hedder jeg jo også Evald til mellemnavn."