Ankersen om Ronaldinho-driblinger: Det var super godt lavet
Lars Rønbog / Getty Images
Landshold

Ankersen om Ronaldinho-driblinger: Det var super godt lavet

To gange i første halvleg fik Peter Ankersen tilskuerne i Parken til at rejse sig i begejstring, da han viste eksempler på sine vævre driblinger.

Et af de få lyspunkter i en ellers mørk dansk første halvleg i nederlaget til Montenegro i går var Peter Ankersen på højre wingback. To gange tryllebandt han de tyvetusinde tilskuere med vævre driblinger, som mest af alt lignede noget fra Ronaldinhos storhedstid i FC Barcelona. 

Hovedpersonen selv er glad for at kunne underholde tilskuerne, men ville gerne have set sin afslutning efter otte minutter gå i kassen.

- Det kom lidt intuitivt til mig. Jeg synes selv, at jeg er en spiller, der prøver at udfordrer og det gjorde jeg i den situation. Jeg har haft rigtig mange muligheder og synes også, at jeg har vist det på klubplan, at når jeg kommer frem, kan jeg godt være farlig foran mål. Selvfølgelig mangler jeg at score, det gjorde jeg også i dag (i går, red.). Det var super godt lavet det første, men afslutningen mangler lige det sidste., siger Peter Ankersen til tipsbladet.dk.

Det er ikke ligefrem mål, den hurtige back er kendt for at score. I sine 11 kampe i Superligaen for FCK i år har han haft 21 afslutninger, men mangler stadig at score sit første sæsonmål. Heller ikke på landsholdet har han fundet vej til netmaskerne.

Men så er det godt, at han kan underholde tilskuere og fans med driblinger, når det ikke er målene, han sætter ind på stribe. 

- Det kan være, at der kommer en lignende situation engang senere hen, men det er ikke noget, jeg går og gør, hver landskamp, men i dag lykkes det.

Med de to nederlag til Polen og Montenegro har Danmark tre point efter tre kampe. Det er to færre end Rumænien og fire færre end netop Polen og Montenegro.