Bendtner er ikke løsningen på landsholdets målkrise, mener Laudrup
Lars Rønbog / Getty Images
Landshold

Bendtner er ikke løsningen på landsholdets målkrise, mener Laudrup

Han har ikke vist noget endnu, siger Brian Laudrup om Nicklas Bendtner. Den høje angriber er derfor ikke på nuværende tidspunkt løsningen på de manglende danske mål.

Landsholdet har i sine seneste tre landskampe kun scoret et enkelt mål. Det kom i 1-0-sejren over Armenien i VM-kvalifikationens første runde, men siden har der været lukket på målkontoen. 

Brian Laudrup, der er ekspert og kommentator på Kanal 5, mener, at landsholdet skaber en masse chancer, men mangler den afgørende spiller, der kan sende bolden det sidste og vigtigste stykke over stregen. Den tidligere landsholdsangriber mener dog ikke, at den angriber er Nicklas Bendtner.

- Han har jo ikke vist endnu, at han bare sådan skal tages tilbage, synes jeg. Han skal gøre sig fortjent til det, og gør han det, kan jeg ikke forestille mig andet, end at Hareide siger ja tak, siger Brian Laudrup til Ritzau.

På klubplan skiftede den høje angriber i september til Nottingham Forest, hvor han indtil videre har scoret et enkelt mål.

Bendtner har ikke været at finde på landsholdet siden Åge Hareide overtog tøjlerne til landsholdet, men har før det været fast inventar siden sin debut i 2006. 73 kampe og 29 mål er det blevet til for Nicklas Bendtner i de rødhvide farver.