Brede Hangeland stopper på landsholdet
Illustration
Landshold

Brede Hangeland stopper på landsholdet

Den tidligere FCK'er Brede Hangeland skriver i en pressemeddelslse, at han har spillet sin sidste kamp for det norske landshold.

Brede Hangeland blev fritstillet i Fulham efter nedrykningen til the Championship, men med skiftet til Crystal Palace, for hvem han scorede i weekenden, er klubfremtiden på plads.

Det er fremtiden på landsholdet også blevet fra i dag, for den lange midtstopper har således offentliggjort, at han stopper med øjeblikkelig virkning for det norske nationalmandskab.

- Jeg har gennem mange år haft en stor belastning på min krop, og i en alder af 33 år føles det helt rigtigt at træffe denne beslutning. Det er en tung beslutning. Der findes aldrig et godt tidspunkt at gøre det på, men før indgangen til en ny kvalifikationsturnering og i en ny klub for mit eget vedkommende, er jeg tryg ved, at det er den rigtige beslutning, lyder det i pressemeddelslsen fra Hangeland.

Den norske midtstopper fik debut for det norske landshold i 2002, og han nåede at spille 91 kampe og score fire mål. Han var desuden anfører fra 2008 og indtil sit stop i dag.