Hareide: Hader kunstgræs som pesten
Foto: tipsbladet.dk
Landshold

Hareide: Hader kunstgræs som pesten

Den danske landstræner Åge Hareide er stærk modstander af at spille fodbold på kunstgræs.

Danmarks landstræner Åge Hareide er en ganske lun mand. Men selv den sympatiske nordmand kan blive irriteret. Og en af de ting, der irriterer ham allermest, er, når fodbold bliver spillet på kunstgræs.

Det fortæller han i et stort interview med den norske avis VG.

- De mest intense kampe er også de hårdeste, men det er samtidig dem, jeg bedst kan lide. Når der er rigtig meget på spil – mesterskaber, finaler, Champions League-kampe. Så er der ekstra fut under kedlen, og det er jeg glad for, fordi jeg for alvor kan mærke, at jeg lever. Det er straks mere farligt at sende mig til en kunstgræsbane i Gävle med nul tilskuere. Der er jeg næsten i graven. Lange busture og kampe på kunstgræs i Sverige – jeg hader det som pesten, siger Åge Hareide og tilføjer om at spille på kunstgræs:

- Det giver mig ingenting. Jeg er en stærk modstander af kunstgræs. Da Molde lagde kunstgræs på Aker Stadion, tog jeg sørgebind på, lyder det fra den danske landstræner.

I Danmark er det indtil videre kun FC Nordsjælland, der spiller på kunstgræs.