Video : Tipsbladet
Landshold

Hareide til Braithwaite-kritik: Det må stå for hans egen regning

Landstræner Åge Hareide gør kort proces med kritikken fra angriberen Martin Braithwaite, der har ytret, at der er større chance for at komme på landsholdet, hvis man spiller i FC København.

Landstræner Åge Hareide har netop udtaget det landshold, der i juni skal møde Tyskland i en venskabskamp, inden turen går til den vigtige VM-kvalifikationskamp ude mod Kasakhstan.

I truppen blev der plads til angriberen Martin Braithwaite, der til dagligt spiller i franske Toulouse, hvor det i denne sæson blev til 11 scoringer. For en måned siden kritiserede angriberen mulighederne for at komme på det danske landshold og sagde blandt andet til programmet Sat Af på 3+:

- Hvis du er dansker og spiller i den danske liga, og du bliver hypet og kommer ud til udlandet og flopper, fordi du ikke er god nok. Så kommer du tilbage til FCK, og du spiller, så starter du inde på landsholdet. Det er den letteste måde at komme ind på landsholdet. Sådan har jeg set, at det er, og jeg føler, at det er sørgeligt.

Landstræner Åge Hareide blev ved dagens landsholdsudtagelse bedt om at forholde sig til angriberens kritik og svarede::

- Vi er meget glade for, at han gerne vil spille på landsholdet. Sidst han var med havde han problemer med sit baglår og blev derfor ikke brugt. At han mener, at man skal spille i FC København for at komme på landsholdet - det må stå helt for hans egen regning. 

Åge Hareide har til angrebet udtaget: Kasper Dolberg, Nicolai Jørgensen, Yussuf Poulsen og Martin Braithwaite.