Video : Tipsbladet
Landshold

Ingvartsen: En fordel for mig at Dolberg og Poulsen ikke er med

Marcus Ingvartsen er glad for at have udsigt til en plads i startopstillingen ved U21-EM i fraværet af profiler som Kasper Dolberg og Yussuf Poulsen.

U21-landstræner Niels Frederiksen har mandag udtaget de 23 spillere, der skal repræsentere Danmark ved sommerens EM-slutrunde i Polen.

Blandt de 23 spillere var ikke så overraskende Superligaens topscorer Marcus Ingvartsen, der blandt fik følgende ord med på vejen af landstræneren. 

- Det er mig et privilegium som landstræner at kunne udtage Superligaens topscorer. Det er fantastisk at kunne udtage en spiller, der har scoret så mange mål, har alderen til U21-landsholdet og har et rødbedefarvet pas.

Til gengæld blev det ikke til en udtagelse af Kasper Dolberg eller Yussuf Poulsen, da deres respektive klubber blokerede, da begge spillere også skal med A-landsholdet i juni. 

FC Nordsjællands Marcus Ingvartsen var selv til stede ved selve udtagelsen og siger:

- Selvfølgelig ville de (Dolberg og Poulsen, red) have pyntet på holdet, men vi kan ikke bruge så meget tid på de spillere, der ikke er med, siger Marcus Ingvartsen og lægger ikke skjul på, at Dolberg og Poulsen ville have været klare konkurrenter til en plads i startopstillingen.

Er det en fordel for dig, at de ikke er med?

- Ja, bestemt.  

- Yussuf Poulsen er kommet tilbage og har scoret fem mål på det seneste, og Kasper Dolberg har gjort det virkelig godt. Det er dygtige spillere, der havde været store konkurrenter for mig, så det er dejligt, at det nu er mig, der ser ud til at spille og lave nogle mål.

Marcus Ingvartsen har nettet 22 mål i Superligaen og skal efter den kommende og sidste spillerunde i Superligaen bruge et par dage på at slappe af, inden formen skal vedligeholdes frem mod EM-slutrunden.