Jess Thorup om U/21-skader: Nu er det nok
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Landshold

Jess Thorup om U/21-skader: Nu er det nok

Jess Thorup kalder det frustrerende, at flere af U/21-landsholdets profiler er blevet skadet.

Andreas Cornelius, Danny Amankwaa, Jeppe Andersen og Youssuf Toutouh.

Skaderne har væltet ned over det danske U/21-landsholdet i løbet af den seneste tid, hvor en række af de spillere, der var mere eller mindre sikre på at komme med til EM-slutrunden i Tjekkiet til sommer, nu er ude af billedet. 

Det ærgrer U/21-landstræner Jess Thorup, der har måtte strege en række navne fra sin liste over kandidater. 

- Ja, det har da været en hård tid. Jeg har ikke behov for flere opringninger om, at en spiller er skadet - nu er det nok, synes jeg, det må jeg sige. Vi har mange kvalifi-cerede spillere at tage af, men når nogle af dem i toppen ryger, bliver vi tyndere og tyndere, så nu ser jeg altså gerne, at det stopper. Ja, så vi bare kan koncentrere os om at blive klar til EM, siger Jess Thorup til Politiken. 
 
Tipsbladet.dk har gennem længere tid beskæftiget sig med sammensætningen af U/21-landsholdet, og det er længe siden, at Jess Thorup udtalte, at der var cirka 30 navne i spil blandt kandidaterne til U/21-truppen. Derfor ærgrer Thorup sig over, at han bliver tvunget til at foretage ændringer. 
 
- Først og fremmest er det selvfølgelig enormt ærgerligt for spillerne selv, at de har fået nogle ret alvorlige skader. Når jeg ser sådan noget, bliver jeg da ked af det på deres, egne og landsholdets vegne, det er klart. Man kan jo ikke gøre noget, det kan godt være frustrerende. Dagen efter er jeg så nødt til at tænke konstruktivt, lede efter alternativer og se på, hvad vi så kan gøre, siger han. 
 
U/21-landsholdets EM-trup skal senest udtages 7. juni, men Jess Thorup forventer at have truppen klar sidst i maj - altså om en måneds tid. 
 
Danmark spiller første kamp ved U/21-EM 17. juni mod værtsnationen Tjekkiet.