Morten Olsen: Dansk match-fixing overrasker mig ikke
Illustration
Landshold

Morten Olsen: Dansk match-fixing overrasker mig ikke

Morten Olsen er ikke overrasket over, at der findes match-fixing i Danmark.

Match-fixing i professionel fodbold er i de seneste år poppet op i en lang række lande, heriblandt også herhjemme i Danmark. 

Og det faktum overrasker ikke Danmarks landstræner, Morten Olsen. 

- Det overrasker mig ikke, at det sker i dansk fodbold, når det også foregår i mange andre lande. Der vil altid være nogle, der falder i, når der er mange penge involveret, siger han til Danmarks Idrætsforbunds blad, Idrætsliv.

- Hvis man ikke troede, at det kunne ske i Danmark, måtte man også kalde sig selv naiv. 

Dansk Idrætsforbund har sat en større kampagne i søen, hvor de i samarbejde med regeringen samt politiet vil sætte en stopper for svage sjæle, som har lyst til at manipulere med resultaterne. Og det tiltag bliver hilst velkommen af Morten Olsen. 

- Sport skal være troværdigt - uanset hvad. Det er afgørende, at folk tror på, at det er to ærlige hold, der kæmper for at vinde fodboldkampen.

- Jeg har en tro på, at det er så vigtigt både for sporten og vores kultur, at det politiske system og internationale samarbejde vil sørge for, at det bliver holdt nede, siger Morten Olsen.