Landsholdsanfører Simon Kjær havde en masse ros til holdkammeraterne efter sejren over Montenegro i VM-kvalen.

Danmark tog torsdag aften en sejr på 1-0 på udebane over Montenegro i VM-kvalifikationen. Det var en kamp, hvor danskerne flere gange skulle kæmpe hårdt for at holde montenegrinerne væk, og det var noget, som danskernes anfører Simon Kjær godt kunne bruge til en hel del.

Det gjorde han klart i et interview med Kanal 5 umiddelbart efter kampen.

- Vi er effektive, og vi spiller med de forudsætninger, som vi er kommet herned med. Det er en god bane, men de kommer med en masse energi. Hvis vi begynder at lave en masse fejlafleveringer, så får de endnu mere energi. Så det handler om, at man nogle gange lige skal læse spillet, og det synes jeg, at vi gør rigtig godt i dag. Det varierer lidt i anden halvleg, hvor vi kriger den hjem og forsvarer os godt. Med lidt mere skarphed, så putter Christian også en ekstra ind mere, så vi er tilfreds og gennemførte game planen 100 procent. 

På udebanen i Montenegro var der gang i lægterne, ligesom hjemmeholdet selv gav den godt med gas på banen. Her skulle Simon Kjær og Co. passe på med at holde den mentale balance på plads.

- Vi ved, at hvis man ser på det tekniske, så ved vi, at vi er et bedre fodboldhold. Men det med at stå imod i duellerne og kulissen hernede - det er dét, man skal forberede sig på rent mentalt. Man må heller ikke blive overtændt, så vi heller ikke kan spille, så det er lige med at finde balancen. Men jeg synes, at vi spiller en god, professionel kamp i dag. Vi får den sejr, som vi skal, og vi kan afgøre det hjemme i Parken, og det glæder vi os til.

Den kamp er mod Rumænien på søndag, hvor Montenegro skal en tur til Polen og hele pulje-kabalen gerne skal gå sådan op, at Danmark er på vej til VM. 

SENESTE NYT...
OP | NED