U21-EM: Det nye Danmark minder om det gamle Sverige

Danmark gik ganske suverænt gennem kvalifikationen til det U21-EM, der begynder fredag. De fleste på holdet var ellers nye, efter generationen med Jannik Vestergaard, Viktor Fischer og Pierre Emile Højbjerg tog skridtet op til A-holdet.

Men selv om det nuværende hold har færre af de store personligheder, var resultaterne i kvalifikationen upåklagelige. I forbindelse med den sidste kvalifikationskamp i oktober var Tipsbladet i landsholdslejren for at tale ligheder og forskelligheder mellem to danske U21-landshold.

Forud for EM-slutrunden bringer vi her artiklen fra dengang.

Bragt første gang i Tipsbladet fredag den 14. oktober 2016

Da det danske U21-landshold for 12 måneder siden begyndte kvalifikationen til EM i juni 2017, var stemningen præget af forsigtig optimisme. Holdet var endt i en nådig gruppe med Luxembourg, Rumænien, Bulgarien, Wales og Armenien, men omvendt var meget nyt på holdet. De fleste af de spillere, som havde nået semifinalen ved EM 2015, var væk, landstræner Niels Frederiksen var netop blevet ansat som Jess Thorups afløser, og sammen skulle alle de ny forsøge at implementere et delvist nyt koncept for spillet.

Her lidt over et år efter den første kamp har holdet bevist, at det var mere end værdigt til de indledende forventninger. Faktisk har det overgået dem ved at vinde ni kampe og spille én uafgjort og dermed sikre en ganske suveræn billet til slutrunden i Polen til sommer.

Onsdag i denne uge vandt holdet den sidste kvalifikationskamp mod Luxembourg med 4-1 og satte dermed et passende punktum for en overlegen præstation. Faktisk så overlegen, at det kom bag på de danske aktører.

- Jeg tror, vi alle sammen havde en forholdsvis positiv tilgang til gruppen og følte, at vi havde en god mulighed for i hvert fald at gå videre og også tage førstepladsen. At det så er blevet så suverænt, det tror jeg ikke, vi havde forventet. Vi havde håbet på, at vi kunne vinde stort set alle kampene, men vi havde også forventet, at nogle af udebanerne ville blive sværere for os. Vi er nok positivt overraskede over, hvor godt det er gået, siger anfører Lasse Vigen Christensen og bakkes op af sin træner.

- Inden vi gik i gang, forventede jeg, at det ville blive meget tæt. Jeg var af den overbevisning, at vi skulle spille et helt nyt hold sammen. Der var ikke mange gengangere. Så forventningen var vel, at vi kunne spille med om at kvalificere os enten som nummer ét eller to i puljen. Så jeg er blevet positivt overrasket over, hvor godt vi egentlig har præsteret, og hvordan holdet og spillerne har udviklet sig over de sidste 13 måneder, siger Niels Frederiksen.

U21-landsholdet nåede ellers semifinalen til EM i 2015, så det kan undre, at optimismen trods alt ikke var større, da kvalifikationen indledtes sidste år. Forklaringen skal findes i det, som Niels Frederiksen ganske rigtigt påpeger. Der er ganske få gengangere på det nuværende U21-landshold sammenholdt med det, der var med til slutrunden i Tjekkiet forrige sommer. I den trup, der slog Bulgarien 3-0 sidste fredag og Luxembourg 4-1 i tirsdags, var kun Lasse Vigen Christensen, Patrick Banggaard og Christian Nørgaard også med i 2015.

De unge danskere, som nåede semifinalen ved EM for første gang siden 1992, var genstand for omfattende opmærksomhed i medierne, og store personligheder som Viktor Fischer, Jannik Vestergaard og Pierre Emile Højbjerg var ikke bange for at melde ambitiøst ud. Forventningerne voksede sig til et niveau, så selv daværende U21-landstræner Jess Thorup sagde, at det var helt på sin plads:

- De har gjort sig fortjent til at blive hypet i medierne, sagde han til bold.dk.

- Der er et kæmpe potentiale i det her hold og i dansk talentudvikling. Det er fantastisk for fremtiden.

Forhåbninger bliver til forventninger
Samme offentlige gennemslagskraft har det nuværende hold ikke haft, og den forskel har gengangeren Lasse Vigen Christensen også noteret sig.

- Der var meget hype om mange individuelle spillere på det andet hold. Hypen omkring det her hold har mere været vores gode præstationer, og det er jo også et eller andet sted det vigtigste. At man hyper de ting, der rent faktisk giver resultater, og ikke de ting, vi alle sammen håber og tror på kan ske i fremtiden, siger han.

- Jeg tror også, det skyldtes, at vi i en længere periode ikke havde kvalificeret os [foruden den automatiske kvalifikation som vært i 2011] og leveret gode resultater på U21-landsholdet. Folk så lige pludselig, at vi havde et hold, der kunne gøre det godt. Det kan hurtigt gå fra forhåbninger til forventninger, og det er måske egentlig det, der er sket nu. At det var en kæmpe præstation, vi leverede med det andet hold, og lige pludselig kan folk godt begynde at forvente, at det sker hver gang, og det er måske en af grundene til, at vi ikke bliver hypet helt lige så meget på det her hold.

De spillere, som udadtil tegnede det U21-landshold, som nåede semifinalen mod Sverige i sidste års slutrunde, var ganske åbenmundede omkring deres ambitioner. Både for U21-landsholdet og for fremtiden. Pierre Emile Højbjerg har eksempelvis flere gange sagt, at han tror, at Danmark kommer til at vinde noget, eksempelvis EM, med den generation, han er en del af, men nutidens U21-spillere hører man ikke det samme fra.

- Det handler ofte om, hvilke personligheder man har med at gøre. På det andet hold var der nogle personligheder, som ikke havde noget imod at lægge det pres på deres egne skuldre, og det har jeg det også fint med. Nogle spillere kan rigtig godt lide at have det ekstra pres, at "Nu sagde jeg højt, at jeg vil gøre det her, og så føler jeg, at jeg er nødt til at leve op til det." Jeg tror, at på det her hold er vi på en eller anden måde gået under radaren, fordi vi ikke har meldt ud, at vi vil alt muligt. Vi har bare gjort det. For mig er det lige så godt. Det er fuldstændig ligegyldigt, hvad man siger, man kommer til at gøre – hvis man ikke gør det alligevel, er det bare tom luft, siger anfører Vigen, hvis rolle også har ændret sig en smule det seneste år.

For med de store personligheders forfremmelser til A-landsholdet var der et par ledige pladser som frontfigurer på U21-holdet, og en af dem har Fulham-spilleren sat sig på. Som en del af årgang ’94 er han en af de ældste, og før kampen mod Luxembourg fik ham blomster for at have rundet 25 U21-landskampe, så han er samtidig blandt de mest rutinerede.

- Min rolle har ændret sig på den måde, at jeg har skullet tage lidt mere ansvar, end jeg skulle på det andet hold. Det var en helt ny gruppe, så der var nogle, der skulle tage over for dem, der gjorde det før. For eksempel Jannik [Vestergaard] havde en stor rolle på det hold, var vores naturlige leder. Det har jeg så forsøgt at være på det her hold. Det er ikke sådan, at man skal gå og tænke for meget over det. Man skal helst være naturlig i rollen og gøre det, som man altid gør.

Ikke bare rugbrødsspillerne
At U21-landsholdet anno 2015 bestod af større personprofiler end det nuværende, understreges af spillernes klubber. For selv om klubberne ikke nødvendigvis fortæller hele historien – er man eksempelvis et større navn, fordi man er reserve i en stor klub? – så giver det et praj.

I den nuværende trup på 18 spillere er 15 (83 procent) på kontrakt i Superliga-klubber, to i den næstbedste række i et andet land, og kun Lucas Andersen i Grasshoppers spiller i den bedste række i udlandet. Til sammenligning var 13 af de 23 spillere fra sidste års EM Superliga-spillere (56 procent), tre spillede i den næstbedste række i udlandet og syv i den bedste.

Landstræner Niels Frederiksen ser også færre stjernenavne, når han kigger ned over sin egen trup, end da han kiggede på Jess Thorups. Til gengæld fungerer kollektivet upåklageligt under det fladere profilhierarki.

- Der er ingen tvivl om, at vi har levet højt på, specielt i den første del af kvalifikationen, at vi havde et rigtig fint kollektiv. Jeg synes, vi har en gruppe, der fungerer ekstremt godt sammen. Jeg plejer at sige, at der ikke er nogen, der er for store til at være her, og der er heller ikke nogen, der er for små til at være her. Den risiko løber man jo altid med sådan et U21-landshold, hvor der er nogle spillere, der måske føler, at de skulle være på A-landsholdet i stedet for, siger Frederiksen.

- Men det er ikke sådan, at jeg har tænkt, at nu mangler vi den profil og den profil, og så må vi stille med rugbrødsspillerne og spille kollektivt. Jeg har hele tiden været bevidst om, at de profiler vil udvikle sig i løbet af en toårig periode. Hjulsager er en større profil nu, end han var, da vi startede op. Jeppe Højbjerg er en større profil. Maxsø er en større profil. Ingvartsen er en større profil.

- Der er forskel på, hvor mange profiler og hvor store navnene er, men lad os nu se om et års tid, når vi har været i Polen, hvad det så siger. Men jeg vil da godt sige, at det er nok ikke sandsynligt, at vi fra den her U21-årgang lige sender seks spillere op på A-landsholdet, som vi gjorde fra den sidste årgang, der trådte nærmest direkte ind. Der skal nok være nogle, der kommer op og rammer, men det kan godt være, det tager lidt længere tid.

Danmark ligner Sverige
Da U21-landsholdet sidste sommer tabte semifinalen med 4-1 til Sverige, trøstede vi os med, at det danske hold bestod af flere store talenter, som havde en større chance for at blive til noget på A-landsholdet, end svenskerne havde. Der synes altså at være en vis lighed mellem de svenske europamestre og de nuværende danske talenter.

- Vi minder måske mere om dem, end vi minder om det gamle danske landshold, hvis du kigger på profiler og kollektiv. Nu har vi vundet 14-2 i de sidste fire kampe, vi har spillet, så jeg synes stadig, vi har nogle rigtig dygtige spillere. Jeg synes også, vi har nogle individualister på holdet, men vi har ikke nogen, der sætter kollektivet til side, siger Niels Frederiksen, der gerne ser ligheden med Sverige strække sig til udfaldet af slutrunden, som svenskerne vandt efter straffesparkskonkurrence mod Portugal i finalen.

- Nej, det ville ikke gøre noget. Det vil vi gerne. Men vi vil også gerne spille lidt bedre end dem. Det vil jeg stadigvæk tillade mig at sige, hvis vi skal starte krigen allerede nu. Så må vi se, om de kvalificerer sig i aften [det gjorde de]. Men hatten af for deres kollektivitet. Det har de jo altid, svenskerne. Det kan man nå langt med. Det så man også i den sidste EM-slutrunde. Der var jo flere af de små hold, der nåede langt på de præmisser. Men derfor vil vi jo stadig godt spille god fodbold.

Og hvor langt kan den gode fodbold bære holdet ved slutrunden i Polen?

- Det er jeg i tvivl om, fordi med al ære og respekt for dem, vi har... Rumænien, Bulgarien og Wales er jo ikke toppen af europæisk fodbold. Til gengæld kan man sige, at vi har været så overlegne i den her kvalifikation – det er vi nødt til at sige, specielt den sidste del af kvalifikationen – at vi har fejet al modstand til side. Jeg har siddet nogle gange og tænkt: "Nu har vi behov for at møde nogle, der er dygtigere end det her." Det har vi behov for som hold, for at vi kan flytte os yderligere, siger landstræner Frederiksen.

- Det er selvfølgelig også derfor, vi fra nu af og frem mod slutrunden prøver at lave de her testkampe mod de rigtig dygtige hold. Så fra nu af håber jeg ikke, vi kommer til at møde andet end EM-deltagere. Jeg tror kun, vi bliver dygtigere, når vi møder de bedre hold. Jeg tror, vi kan stige 5-10 procent i nogle sammenhænge. Om det så er nok til at bide skeer med de allerbedste, det ved jeg ikke. Det må tiden jo vise. Der får vi kamp til stregen, men jeg synes, vi har vist et niveau, der gør, at vi fortjener at måle os med de bedste, siger Niels Frederiksen, der kan se frem til en kamp mod EM-deltageren Italien til november og en træningstur til januar.

En rejse afsluttes
Da Niels Frederiksen tiltrådte som ny U21-landstræner, skulle han ikke blot spille et stort set nyt hold sammen. Han ville også gerne ændre den måde, som holdet spillede:

- At vi spiller med det, jeg kalder power og dynamik. Det vil sige, at vi tænker fremad, hver gang vi kan tænke fremad, i stedet for at tænke tilbage. Vi løber fremad, hver gang vi kan det. Vi tør spille i rum i stedet for at spille på sko, som han selv forklarer det på DBU’sk som et ekko fra A-landstræner Åge Hareides beskrivelser af sine idéer for seniorholdet.

Heldigvis for Frederiksen var han velsignet med en gruppe spillere, hvor de fleste måske var nye på U21-niveau, men hvor de langt fra var nye for hinanden. Flere af spillerne har spillet sammen på en række U-landshold, og så har de fået en lignende fodboldopdragelse. Årgang ’94, som er den ældste på det nuværende U21-landshold og tæller folk som Lasse Vigen Christensen og Lucas Andersen, er den første, som er opdraget i DBU’s Røde Tråd helt fra starten.

- Jeg tror, der er nogle spillere, der har spillet op mod 50 kampe sammen, og både på og uden for banen er det sindssygt vigtigt. Alle kender hinanden, og alle har det godt sammen. Vi har været sammen, siden vi var 16, så det er trods alt en del tid, man har tilbragt sammen. Så det er også en slags... Ikke familiefølelse, men det er lidt mere end bare et landshold, fordi vi har været på så lang en rejse, og nu er det den sidste sæson, hvor vi kører med U-landsholdsfodbold, siger Lucas Andersen, der ser frem til at afslutte rejsen med en slutrunde.

- Det kunne ikke blive bedre.

Om det nuværende U21-landshold tilmed kan runde af med en endnu større præstation end deres berømte forgængere, må vi vente til juni måned med at finde ud af.