U21-landstræner har ny OL-idé: Flyt en Superliga-runde
Illustration: DBU
Landshold

U21-landstræner har ny OL-idé: Flyt en Superliga-runde

Arbejdet for at få spillerne med til OL fortsætter. U21-landstræner Niels Frederiksen foreslår nu, at man flytter en runde i Superligaen, således at OL-turneringen får mindst mulig indflydelse på den hjemlige liga.

Når Danmark til august skal spille OL i fodbold, er det ikke sikkert, at alle udtagne spillere kan få lov til at deltage. Blandt andre FC København og FC Midtjylland har sagt, at de vil beholde deres profiler, fordi klubberne spiller en række vigtige kampe i den periode.

Siden har de involverede parter forsøgt at finde en løsning, og nu har U21-landstræner Niels Frederiksen et forslag klar. Han vil have en runde af Superligaen flyttet, så påvirkningen af den hjemlige turnering minimeres.

- En del af løsningen kunne også være at se på Superligaens turneringsprogram. Det er presset, det ved jeg godt, men man kunne f.eks. flytte runden, der ligger under OL’s gruppespil – eller også kunne man bytte den ud med en runde i pokalturneringen. Hvis man gør det, skal de danske klubber kun undvære deres spillere i én superligarunde, hvis vi når semifinalen i Brasilien. Og hvis vi ryger ud i det indledende gruppespil, skal de slet ikke undvære dem, siger Frederiksen til Politiken.

FC København og FC Midtjyllands modvilje mod at slippe deres spillere skyldes dog i høj grad også, at holdene skal spille nogle vigtige kvalifikationskampe til de europæiske turneringer i august. Det gør sagen yderligere indviklet.

- De har andre vigtige opgaver samtidig, det kan jeg godt se. Det er komplekst, det her. Også fordi OL ligger i et transfervindue, der kun komplicerer det yderligere. Hvis vi f.eks. har aftaler med klubberne på plads 1. maj og har en overordnet trup i hovedet, kan det jo hurtigt ændre sig, hvis der kommer en skade 15. maj, og en spiller bliver solgt 10. juli. Så er det hele anderledes, siger Niels Frederiksen.