Ligue 1

Iskold Deschamps skodder problembørn

Den nye franske landstræner har ikke udtaget Yann M'Vila og Hatem Ben Arfa til sin første landsholdstrup grundet problemer med opførslen.

Didier Deschamps havde egentlig sagt det fra start. Han tolerer ikke dårlig attitude, og han vil kun have spillere på sit franske landshold, der sætter en ære i at bære trøjen. Så da den nye franske landstræner i dag udtog sin første landsholdstrup, var det også uden et par af profilerne.

Newcastles Hatem Ben Arfa og Rennes' eftertragtede Yann M'Vila bliver ikke skrevet på Deschamps første holdkort til kampen mod Uruguay den 15. august.

- Angående to spillere, Yann M'Vila og Hatem Ben Arfa, så har jeg taget beslutningen ikke at udtage dem til denne kamp.

- Beslutningen var logisk for mig i forhold til, hvad jeg forventer af spillernes attituder og opførsel, fortæller Deschamps ved et pressemøde, ifølge AFP.

Det er de to spilleres opførsel under EM-slutrunden, der har kostet landsholdspladsen. Opførslen har allerede kostet de to spillere en officiel advarsel, mens der heller ikke var nogen bonus at hente for deltagelsen.

Nu er der så slet ikke nogen deltagelse for Ben Arfa og M'Vila, der sætter sig i skammekrogen med Samir Nasri, der tidligere af fodboldforbundet har modtaget fire dages karantæne for sit voldsomme udfald mod en fransk journalist ved EM.