Balotelli i unåde hos Liverpool-fans efter Sterling-støtte på Twitter
.
Premier League

Balotelli i unåde hos Liverpool-fans efter Sterling-støtte på Twitter

Mario Balotelli har det med at lave ballade og blive upopulær. Denne gang er italieneren dog blevet upopulær helt uden at gøre noget decideret forkert.

Man kan ikke just sige, at Raheem Sterling var nogen populær mand, da han sidste uge endelig blev offentliggjort som ny Manchester City-spiller. Tirsdag spillede han sin første kamp for klubben og inden for tre minutter, var han på måltavlen. Et mål der vakte glæde hos hans gode kammerat og tidligere holdkammerat, Mario Balotelli, der også selv har en fortid i Manchester City. 

Balotelli blev faktisk så glad på Sterlings vegne, at han offentliggjorde glæden på Twitter - for øjnene af sine 3,62 millioner følgere. 

- Godt gået, Sterling. Bedste svar. Fortsæt med det, skrev angirberen i sit tweet, hvor han også havde tagget Raheem Sterling. 

Balotellis støtte til sin tidligere holdkammerat faldt ikke i god jord hos Liverpool-fansene, hvor mange valgte at svare den italienske angriber med skældsord. 

Det var Mario Balotelli dog ligeglad med, og den store frontløber svarede de ondskabsfulde tweets med følgende:

- Liverpool-fans er fantastiske, men jeg håber Sterling vil spille sit bedste, fordi han fortjener det. Han er en god fyr, ung og talentfuld. 

- Støt ham som I altid gjorde. Han gav alt til denne klub og respekterer den, så jeg er glad for at se dette. YNWA (You'll Never Walk Alone, red.), Liverpool er en familie altid. 

To tweets der ikke just rettede op på det første tweet, og dermed måtte Balotelli lægge øre til lidt af hvert. 

Hele balladen om Raheem Sterlings sidste tid i klubben gik ud på, at kantspilleren ikke ville forlænge kontrakten med Liverpool, da han ville til en større klub. Liverpool ville dog ikke sælge for under 510 millioner kroner, hvilket han i sidste ende også blev solgt for, men det krævede også et utal af pjækkedage fra den kun 20-årige spiller.