Bravo, Guardiola og City blev afklædt på Camp Nou
Foto: Getty Images
Premier League

Bravo, Guardiola og City blev afklædt på Camp Nou

Manchester City blev klædt af, da de mødte FC Barcelona onsdag aften. Guardiola og co. tabte med hele 4-0 på Camp Nou.

Manchester City startede kampen godt og så ud til at kunne spille med FC Barcelona, men efter 17 minutter lynede den lille troldmand Lionel Messi for første af flere gange denne onsdag aften.

Fernandinho gled, da han skulle cleare en Iniesta-pasning - dermed var målet frit for Messi, der opsnappede bolden og let lagde den forbi Claudio Bravo. 1-0.

Suarez kunne have øget for FC Barcelona, man både David Silva og Gündogan havde også deres chancer for en udligning til Manchester City i løbet af første halvleg.

Efter 52 minutter mistede Manchester City dog deres realistiske chancer for sejr eller point i det spanske denne onsdag aften. Målmand Claudio Bravo tog med hænder uden for feltet efter en fejlaflevering og dermed blev den tidligere Barca-keeper udvist på sin tidligere hjemmebane.

Med kun 10 mand var opgaven for svær for City, der løb efter bolden konstant.

Efter 62 minutter gled Messi forbi John Stones og sendte Barca på 2-0 og herfra var der ikke meget i Guardiolas City-mandskab. Efter 69 minutter lukkede og slukkede Barcelona, da Suarez fandt Messi, der fuldendte sit hattrick nummer 37 for FC Barcelona, da han overlegent udplacerede en prisgivet Willy Caballero.

I slutminutterne blev det til en regulær afklapsning for City. 10 mand var bare for få og presset blev for stort.

Barcelona var faktisk også blevet reduceret til 10 mand, da Jeremy Mathieu modtog sit andet gule kort, men hjemmeholdet havde bare større overskud end City. Kort før man gik ind i dommerens tillægstid gjorde Neymar det til 4-0, der også blev kampens resultat. Det skal også med, at den lille brasilianer brændte et straffespark begået af Kolarov få minutter tidligere.

Med nederlaget er Manchester City nummer to i Champions Leagues gruppe C. Barcelona har ni point, City har fire point, Gladbach har efter 2-0 sejren over Celtic tre point, mens skotterne er sidst med et point.