Chelsea-profil overvejer skifte til Kina
Foto: Polfoto
Premier League

Chelsea-profil overvejer skifte til Kina

Chelsea-profilen John Obi Mikel overvejer at skifte til Kina til sommer, da flere prominente navne rygtes til Stamford Bridge.

John Obi Mikel har været i Chelsea siden 2006 og er blevet en populær skikkelse blandt klubbens fans. Gennem de seneste sæson har spilletid dog været minimal, men siden Guus Hiddink overtog styringen tilbage i december har den nigerianske midtbanespiller været fast mand på holdkortet.

Hans kontrakt med Chelsea udløber først i sommeren 2017, men klubben er allerede på nuværende tidspunkt klar til at forlænge. Ifølge flere medier tøver 28-årige John Obi Mikel med at forlænge. Det er angiveligt den mulige ankomst af den italienske manager Antonio Conte, som gør Mikel usikker på sin fremtid i klubben. 

I forbindelse med Antonio Contes ankomst til Stamford Bridge bliver navne som Paul Pogba og Arturo Vidal nævnt i medierne, hvilket vil være hård konkurence for den nigerianske landsholdsspiller.

Skulle John Obi Mikel vælge at forlade Chelsea, står tre kinesiske klubber klar til at hente ham. De kinesiske klubber viste for alvor deres styrke på transfermarkedet i januar, og John Obi Mikel skulle angiveligt ikke være afvisende overfor et skifte til østen.