Premier League

David Villa i chokskifte til Swansea?

Sky Bet har sænket oddset på et David Villa-skifte fra Barcelona til Swansea fra 40 til 1 efter en række store væddemål.

David Villa fra FC Barcelona til Swansea City. Det lyder næsten for utroligt, men spilleselskabet Sky Bet har efter en række store væddemål på netop et Villa-skifte til Michael Laudrups klub sænket oddset fra 40 til 1.

Væddemålene på Villa til Swansea er så klare, at Sky Bet vurderer, at der er nogen, der har noget insiderviden, som de forsøger at udnytte til at tjene en god sum penge.

- Det er en overraskende udvikling, men at dømme ud fra størrelsen på spillene, ser det ud til, at nogen ved noget, vi ikke ved, siger Sky Bets Chris Spicer i følge

sportinglife.com.

Forlydenderne går på, at David Villa skifter til Swansea på en tre måneder lang lejeaftale, hvor han skal forsøge at finde tilbage til sit gamle jeg, der gjorde ham til én af Europas farligste angribere. Villa er endnu ikke kommet i omdrejninger oven på det alvorlige benbrud, der kostede ham det meste af sidste sæson.

Da Sky Bet den 10. maj sænkede oddset på Ståle Solbakken som ny manager i Wolverhampton fra 20 til 1,2, havde der været et lignende spillemønster. Dengang blev han præsenteret i klubben dagen efter.