Dumme kort kan koste Swansea-spiller
Illustration
Premier League

Dumme kort kan koste Swansea-spiller

Jonjo Shelvey skal blive klogere, hvis han vil han en plads på Swansea-holdet, fortæller Gary Monk.

Når Swansea mandag besøger Liverpool og Anfield Road bliver det et gensyn med sin gamle hjemmebane for midtbanespilleren Jonjo Shelvey, der i 2013 skiftede til den walesiske klub. Men det er ikke sikkert, at gensynet bliver et godt et af slagsen, for Shelvey har fået en opsang inden opgøret. 

Den 22-årige midtbanespiller har nemlig en tendens til at tiltrække sig gule kort i den dumme kategori, og det falder ikke i god jord hos manager Gary Monk. Senest mod Aston Villa, hvor Shelvey modtog et gult kort efter 24 minutter for at holde fast i en modstander.

- Vi har ikke råd til de dumme advarsler. Det har jeg også snakket med ham om flere gange. Det kostede ham også hans plads på banen mod Aston Villa, fordi enhver lille fejl kunne have kostet en udvisning. Jonjo er nødt til at blive klogere, for det gule kort var et resultat af dovenskab, og han burde være klogere, udtaler Gary Monk til BBC.

- Det handler om at gøre sit job ordentligt og ansvarligt. At forstå sin rolle og ikke kun spille for sig selv, men for holdet. Det bliver han nødt til at lære, ellers kan han ikke spille kampe. Vi har ikke råd til den slags fejl, for vi er allerede blevet straffet på den måde i denne sæson, lyder det fra Swansea-manageren.

Swansea, der ligger på ottendepladsen i Premier League tre point foran netop Liverpool, kan med en sejr komme op på samme pointantal som Arsenal og Tottenham, der begge ligger lige udenfor top-5.