Everton snupper Arsenal-emne
Foto: Richard Heathcote/GettyImages
Premier League

Everton snupper Arsenal-emne

Henry Onyekuru bekræfter, at han skifter til Everton på trods af interesse fra Arsenal.

Den 20-årige offensiv-spiller har tiltrukket sig interesse fra Arsenal og en række andre klubber i Tyskland og Frankrig, men har tilsyneladende valgt at tage til Everton.

Henry Onyekuru, som blev delt topscorer i den belgiske liga, hvor han tørnede ud for Eupen, har tidligere udtalt sig positivt om et skifte til Arsenal.

- Jeg husker at have sagt, at hvis jeg skulle til Premier League, så vil jeg gerne være lige Thierry Henry, så det er en mulighed, og den ser jeg frem til.

Selvom udtalelsen kunne lyde som en opfordring til Arsenal, så har den nigerianske landsholdsspiller også udtalt, at han var klar til at afvise de større klubber til fordel for spilletid.

Det sidste ser ud til at blive tilfældet, da Henry Onyekuru har lagt et billede ud på Instagram, hvor han står foran et stort Everton-logo efter sit lægetjek hos klubben i mandags. 

Ifølge goal.com så har Everton i sinde at sende den talentfulde nigerianer tilbage til belgien på et låneophold hos topklubben Anderlecht.

Henry Onyekuru spiller på venstrekanten og herfra har han scoret 24 mål i 41 kampe for Eupen.

Foruden Onyekuru har Everton allerede hentet Jordan Pickford i Sunderland og Davy Klaasen i Ajax.